De private investorer har mistet deres aktie-appetit
Private investorers handel med aktier faldt med 19 procent i juli til årets hidtil laveste niveau. Handlen med investeringsbeviser derimod steg med 27 procent -
Efter en at den helt store sommerafmatning i aktiehandlerne
udeblev i juni måned faldt antallet af private aktiehandler i juli
med 19 procent til 101.000 aktiehandler. Det er årets hidtil laveste
niveau. Det store fald betyder, at de privates andel af den
samlede aktiehandel nu ligger på 18 procent, og det er det laveste
siden 2009.
- Vi ser sædvanligvis et stort fald i de private investorers
aktieinvesteringer over sommeren, så det er som sådan
ikke usædvanligt, at handelsaktivitet er faldet. De seneste
år har vi dog set, at aktiviteten har været lavest i juni.
Sommerstilheden indfinder sig derfor i år en postgang
senere, end den plejer, siger forbrugerøkonom i
Nykredit Johan Juul-Jensen.
Godt vejr og uro på verdensmarkederne
Den danske sommer har i år vist sig fra sin allerbedste side, og juli
måned blev den næstvarmeste i 140 år. Det gode vejr er formentlig
en stor del af forklaringen på, hvorfor de private investorer har
været tilbageholdne bag skærmen derhjemme, men det forklarer
ikke alt. Samtidig med at aktiehandlen er faldet kraftig, er handlen
med investeringsbeviser steget med 27 procent. Noget tyder
altså på, at de private investorer bevidst har fravalgt aktierne.
Handlen med investeringsbeviser kan være udtryk for, at private
investorer for tiden er urolige for at navigere på aktiemarkedet på
egen hånd og derfor foretrækker investeringsbeviser, fordi det er
en god måde at sprede risikoen, samtidig med at man kan få
professionelle til at pleje investeringen. Baggrunden kan meget
vel være den uro, der har været den seneste tid. For ud over
solskin og høje temperaturer har sommeren også budt på uro i
mellemøsten, Ukraine, Portugal og senest Argentina.
- Sommervejret forklarer naturligvis en del af nedgangen i
aktiehandlerne, men den aktuelle uro i øjeblikket spiller
forståeligt også ind på de privates investeringsvalg. Vi
har siden finanskrisen oplevet, at de private i tider med
meget uro søger væk fra aktierne og over imod investeringsbeviser,
ganske enkelt fordi man ikke har mod på at stå på egne ben. Finanskrisen var en dyr lektie for
mange private investorer, men de har lært af den, siger
Johan Juul-Jensen.
Og det kan være en ganske fornuftig strategi, vurderer han. Den
private investor er ofte sin egen største fjende, fordi han eller hun
igen og igen lader følelserne bestemme og derfor kommer til at
træffe nogle irrationelle og ugunstige beslutninger. Med en
investeringsforening får investor hjælp til at lægge et mål og
fastholde en strategi, hvilket typisk resulterer i et bedre langsigtet
afkast.