FinansBureauet

Flere ejerlejligheder sælges til mere end udbudsprisen

Efterspørgslen på ejerlejligheder er stor, og nye tal fra Boligsiden viser, at en stigende andel af ejerlejlighederne bliver solgt til en højere pris, end hvad lejligheden ellers var sat til salg for.

Flere boligkøbere ønsker en ejerlejlighed. Det har Boligsidens handelstal vist igennem længere tid. Salget er steget støt, og samtidig har antallet af ejerlejligheder til salg været nedadgående i længere tid.

Netop den situation, hvor antallet af købere bliver flere, imens antallet af valgmuligheder på ejendomsmæglernes hylder bliver færre, skaber grobund for, at konkurrencen skærpes, og at boligkøberne gør mere for at sikre sig, at handlen kommer i hus, når de har fundet drømmeboligen.

Nye tal fra Boligsiden viser nu, at 14,3 procent af de solgte ejerlejligheder i marts blev solgt til en højere pris, end lejligheden var sat til salg for.

Det er et væsentlig højere niveau end i de seneste år, hvor andelen har ligget mellem 3 og 10 procent, og det er samtidig et niveau, som kun er set højere tilbage i starten af 2021, hvor efterspørgslen på ejerlejligheder også var i top under coronaperioden.

”Flere købere er villige til at betale mere end udbudsprisen for ejerlejligheder, og det hænger selvfølgelig sammen med, at de gerne vil sikre sig handlen, hvilket generelt er blevet sværere i den senere tid, hvor tilstrømningen til hovedstaden er blevet større, og hvor udbuddet samtidig ikke er steget så meget i forårsmånederne, som vi ellers ofte ser,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Salget af ejerlejligheder er især koncentreret i landets storbyer, og kigger man nærmere på udviklingen i henholdsvis Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune var andelen af ejerlejligheder solgt på overbud i marts her højere end på landsplan.

I Københavns Kommune var det tilfældet for 23,1 procent af lejlighedshandlerne, imens det i marts var hele 31,5 procent, der blev solgt for et højere beløb end udbudsprisen. 

Undgå hastværk i den stigende efterspørgsel

Ikke overraskende er andelen af ejerlejligheder, der bliver solgt til et mindre beløb end udbudsprisen, faldet, i takt med at andelen af overbud er steget.

”Helt overordnet viser tallene, at når der står flere interesserede købere i døren hos sælger, er sælger ikke så tilbøjelig til at give et nedslag i prisen. I stedet ender det ofte omvendt med et bud over prisen, fordi køberne gerne vil sikre sig handlen. Den øgede konkurrence og det højere tempo stiller krav til køberne om, at de er forholdsvis afklarede omkring deres ønsker til lejligheden,” siger Birgit Daetz.

Men selvom tempoet er højt på lejlighedsmarkedet, maner Birgit Daetz også til besindighed.

”Når det går stærkt på boligmarkedet, kan det som køber være fristende at byde over prisen for at sikre sig handlen. Men i den forbindelse er det vigtigt, at man som boligkøber først og fremmest er realistisk omkring, hvad ens økonomi kan bære, og ikke mindst at man er helt afklaret omkring, hvad ens ønsker og behov er, så man ikke ender i en dyr fejlinvestering,” siger Birgit Daetz.

Se alle ejerlejligheder til salg på Boligsiden.

Andel af ejerlejligheder solgt på overbud det seneste år

Måned

Hele landet

København

Frederiksberg

Aarhus

Marts 2025

14,3%

23,1 %

31,5 %

8,5 %

Februar 2025

12,4%

19,6 %

29,0 %

7,9 %

Januar 2025

11,8%

19,7 %

22,0 %

7,6 %

December 2024

7,5%

12,5 %

19,3 %

6,9 %

November 2024

9,2%

14,8 %

22,1 %

4,5 %

Oktober 2024

10,5%

17,3 %

20,5 %

6,3 %

September 2024

10,0%

13,7 %

19,1 %

6,7 %

August 2024

8,6%

13,9 %

12,2 %

4,1 %

Juli 2024

7,8%

12,1 %

16,9 %

3,0 %

Juni 2024

8,6%

11,0 %

26,3 %

3,4 %

Maj 2024

8,4%

12,6 %

12,8 %

4,3 %

April 2024

5,9%

9,6 %

6,4 %

2,0 %

Marts 2024

7,6%

9,3 %

10,8 %

4,6 %

Tabellen angiver hvor stor en andel af de solgte ejerlejligheder på landsplan og i kommunerne København, Frederiksberg og Aarhus, der er solgt til en pris, der er højere, end hvad lejligheden var sat til salg for. Kilde: Boligsiden

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce