FinansBureauet

Lejligheder i København sættes i snit til salg til syv millioner kroner

Den gennemsnitlige udbudspris på ejerlejligheder i Københavns Kommune er steget med en million det seneste år og har netop krydset syv millioner kroner, viser nye tal fra Boligsiden.

Ved indgangen til juni måned har lejlighedskøbere i Københavns Kommune 1.362 boliger at vælge imellem. Det fremgår af Boligsidens nye udbudstal gældende for primo juni.

Dermed har lejlighedskøberne fået to procent færre lejligheder at vælge imellem i forhold til for en måned siden, og hele 26 procent færre end for et år siden. Og den stigende efterspørgsel i et marked med færre lejligheder til salg, bidrager til at presse udbudsprisen op.

Boligsidens tal viser nemlig, at den gennemsnitlige udbudspris for ejerlejligheder i netop Københavns Kommune nu ligger på 7.036.857 kroner. Det er en million kroner mere end for et år siden og en årlig stigning i udbudsprisen på 18 procent.

”Udbuddet af ejerlejligheder i Københavns Kommune har været kraftigt nedadgående siden slutningen af 2023, og det sætter sine spor i prisudviklingen. For i takt med de færre lejligheder til salg, er der samtidig flere købere, der har økonomi til at realisere et lejlighedskøb. Det bringer sælgerne i en gunstig situation, hvor de ofte kan få mere i pris for lejligheden end de kunne for blot et år siden,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden. 

Til sammenligning var der knap 1.850 ejerlejligheder til salg i København ved indgangen til juni måned sidste år, og dermed har lejlighedskøberne i København aktuelt næsten 500 færre lejligheder at vælge imellem.

Dog synes noget af tempoet at være taget ud af udviklingen, og udbuddet er mere eller mindre stagneret omkring de 1.300-1.400 lejligheder til salg i København i år.

Udvikling i udbud og gns. udbudspris i Københavns Kommune:

Måned/år

Lejligheder til salg (Antal)

Gns. udbudspris (Kroner)

Primo juni 2025

1.362

7.036.857

Primo maj 2025

1.388

6.841.726

Primo april 2025

1.335

6.624.458

Primo marts 2025

1.356

6.489.926

Primo februar 2025

1.392

6.395.195

Primo januar 2025

1.422

6.374.772

Primo december 2024

1.558

6.332.080

Primo november 2024

1.558

6.237.932

Primo oktober 2024

1.736

6.122.758

Primo september 2024

1.867

6.065.740

Primo august 2024

1.815

6.068.808

Primo juli 2024

1.859

6.008.065

Primo juni 2024

1.849

5.966.849

Kilde: Boligsiden

Køberne har også færre muligheder i andre storbyer

Retter vi blikket mod landets øvrige storbyer, hvor mange ejerlejligheder sættes til salg, er der flere steder tale om, at køberne har fået færre valgmuligheder sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Det gælder i Aarhus Kommune, hvor der ved indgangen til juni er 755 ejerlejligheder til salg. Det er en lille stigning på 0,7 procent sammenlignet med en måned siden, men 20 procent færre end på samme tidspunkt sidste år. Og i Odense er de aktuelle 279 lejligheder til salg 15 procent færre end på dette tidspunkt sidste år.

Det har dog ikke påvirket den gennemsnitlige udbudspris på samme måde som i København. I Aarhus Kommune er udbudsprisen for ejerlejligheder faldet siden slutningen af 2023, imens den har ligget nogenlunde stabilt i Odense i de seneste år.

Til gengæld er der kommet flere lejligheder til salg i Aalborg Kommune, hvor udbuddet er steget med 12,5 procent det seneste år og nu ligger på det højeste niveau i Boligsidens statistik.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce