FinansBureauet

Påskeopfyldningen på ejendomsmæglernes hylder er i gang

Ugerne umiddelbart før påske byder traditionelt set på flere sælgere på markedet. I år er ingen undtagelse. Sidste uge bød nemlig på årets hidtil højeste antal nyudbudte boliger på en uge.

3.145 boliger blev sat til salg i løbet af sidste uge (uge 14), viser nye tal fra Boligsiden.

Det er det højeste antal sælgere på en uge indtil videre i år, og det er formentlig ikke helt tilfældigt, at højdepunktet sætter ind netop nu.

Kigger vi tilbage i statistikken viser det sig nemlig, at ugerne op imod påske traditionelt set har budt på flere sælgere på markedet, hvorefter sælgeraktiviteten er dalet en smule igen i ugerne efter påske.

”De sidste 10 år har vi hvert eneste år set, at der bliver fyldt godt op på ejendomsmæglernes hylder inden påskeferien. Det passer også rigtig godt med, at vi ser et stigende antal besøg på Boligsiden i netop påskeugen. Der er altså varer på lager til de mange boligsøgende, som vælger at bruge en del af påskeferien på at se på ny bolig,” forklarer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Kigger vi nærmere på det konkrete antal boliger, som blev sat til salg i sidste uge, er det én procent lavere end gennemsnittet for samme uge i årene 2015-2019.

Det samlede udbud stiger en smule

Spørgsmålet er, hvor længe de nye boliger bliver hængende i vinduerne i ejendomsmæglernes butikker. For imens der kommer flere nye sælgere til markedet, er der samtidig også godt gang i bolighandlerne.

I sidste uge blev der solgt 2.075 boliger, hvilket er 33 procent flere end gennemsnittet for samme uge i årene 2015-2019.

”I denne tid skal vi selvfølgelig huske, at påsken falder forskelligt fra år til år, og derfor vil påskeugen netop influere på gennemsnittet for de tidligere år i enten op- eller nedadgående retning. Men overordnet ser det ud til, at vi i forhold til antal nye sælgere er nogenlunde på niveau med de tidligere års udvikling, imens salget lader til at være en lille smule højere end tidligere,” forklarer Birgit Daetz.

Trods de mange boligsalg har sidste uges fremgang i antal sælgere dog bidraget til at skubbe det samlede udbud af boliger en smule op. Det landede i sidste uge på 56.001, hvilket er det højeste niveau i år. Men samtidig 14 procent lavere end gennemsnittet for samme uge i årene 2015-2019.

Udvikling på boligmarkedet i uge 14

Boligtype

Antal til salg i uge 14

Ændring ift. gns. for uge 14 (2015-2019)

Alle boligtyper*

3 145

-1%

Villaer/rækkehuse

1 893

8%

Ejerlejligheder

533

-16%

Sommerhuse

467

-3%

*Alle boligtyper dækker over andelsbolig, ejerlejlighed, fritidsbolig, fritidsgrund, helårsgrund, kolonihave, landejendom, lystejendom, rækkehus, villa, villalejlighed. Kilde: Boligsiden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce