Spar to millioner kroner med en villa fra 70erne
Køber du en villa fra 70erne, vil den i gennemsnit være næsten to millioner kroner billigere end en fra 2010. Det viser ny opgørelse fra Boligsiden.
Er du boligkøber med et stramt budget, så er det ikke kun beliggenheden og boligens størrelse, du kan skrue på. Som huskøber kan du spare flere millioner kroner ved at se efter huse fra et bestemt byggeår.
Huse der er bygget i 1970’erne, er nemlig blandt de billigste på markedet. I gennemsnit blev huse fra 1970’erne solgt for 2.522.000 kroner i marts i år. Til sammenligning kostede huse fra 2010’erne 4.497.000 kroner. 70’er-husene var næsten to millioner kroner billigere.
”70’er-husene har rigtig meget at byde på, og mange børnefamilier er glade for placeringen i trygge villakvarterer. Disse huse vil for mange være det perfekte valg, men de kræver også tit en opdatering på både planløsning og energiløsninger,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Derfor er 70’er-villaerne billigere
Der kan være flere årsager til, at du kan gøre et godt køb, hvis du finder en villa fra 70’erne. Planløsningen i de gamle 70’er-huse er ikke altid den, vi ønsker i dag. Køkkenerne er ofte små, men det kan løses, hvis du river væggene ned og skaber en mere åben planløsning.
Hvis der ikke er gjort noget ved huset i forhold til varmekilde og isolering, vil energimærket heller ikke imponere. Men også det kan du forbedre ved fx at udskifte oliefyret med en varmepumpe, efterisolere og måske udskifte vinduerne.
Sidst men ikke mindst kan det være et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Der blev bygget mange huse i 70’erne, og der er mange til salg. Udbuddet er stort, og efterspørgslen er mere moderat.
Det giver dig nogle rigtig gode kort på hånden, hvis du vil have et hus til fornuftig pris, og ser de mange muligheder i typehusene, der ofte ligger i gode villakvarterer med kort til skole og indkøb.
Ældre er ikke lig med billigere
Man kunne tro, at ældre huse altid er billigere, og at det er årsagen til, at 70’er-husene koster næsten to millioner kroner mindre end dem fra 2010’erne. Men sådan hænger det ikke sammen.
Huse fra 1930’erne blev eksempelvis solgt for over en million kroner mere end 70’erhusene i marts måned i år. Den gennemsnitlige salgspris for en 30’er-villa lå på 3.791.000 kroner.
”Huse fra 30’erne er typisk murermestervillaer, der er i rigtig høj kurs. De har et charmerende ydre, er bygget af gode materialer, og der er færre af dem end 70’er-husene. Derfor ligger de prismæssigt højt,” siger Birgit Daetz.
Husene fra 1910’erne og 1920’erne hører også til i den dyrere ende med salgspriser på over tre millioner kroner, mens villaerne fra perioden fra 1940-1989 i gennemsnit holdt sig under tre millioner kroner.
Så meget koster husene
Tabellen viser salgspriser fra marts 2025 for villaer bygget i forskellige år.
Byggeår |
Pris |
1700-tallet |
1.978.000 |
1800-tallet |
2.461.000 |
1900’erne |
2.287.000 |
1910’erne |
3.323.000 |
1920’erne |
3.172.000 |
1930’erne |
3.791.000 |
1940’erne |
2.932.000 |
1950’erne |
2.908.000 |
1960’erne |
2.582.000 |
1970’erne |
2.522.000 |
1980’erne |
2.543.000 |
1990’erne |
3.075.000 |
2000’ene |
3.426.000 |
2010’erne |
4.497.000 |
2020’erne |
4.423.000 |