FinansBureauet

Vennetjenester skal beskattes

Ifølge et lovforslag skal det være skattefrit at yde almindelige vennetjenester. Men definitionen af vennetjenester er så snæver, at lovforslaget reelt set lægger op til, at mange vennetjenester faktisk vil være skattepligtige.

Vennetjenester skal beskattes

Da skatteministeren for nylig fremsatte et lovforslag om, at der ikke skal betales skat af familie- og vennetjenester, når disse udføres som følge af almindelig hjælpsomhed og uden krav om nogen modydelse, var det småt med eksempler på sådanne vennetjenester.

Det førte til spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg om, hvordan vennetjenesterne nærmere skulle defineres. Spørgsmål som nu er blevet besvaret, og som afslører, at der er en del forskel på hvordan skattemyndighederne og store dele af befolkningen definerer vennetjenester.

Det første spørgsmål vedrører et ungt kærestepar, som flytter sammen i en lejlighed. Kvinden ejer en sommerhusgrund arvet efter sin morfar. Da kvindens kæreste er håndværker beslutter de selv at opføre huset. Hun låner penge til køb af materialerne i banken og kommer også til at stå som ejer af sommerhuset. Skatteministeren oplyser, at kærestens arbejde ikke falder ind under de skattefrie vennetjenester, da arbejdet ligger udenfor begrebet ”sædvanlig ydelse”, og kvinden skal derfor beskattes af værdien af kærestens arbejde. Det andet eksempel i skatteministerens svar drejer sig om en familie, som ønsker sig et nyt hus. De har nogle hjælpsomme svigerfædre, der begge er begge pensionister og tidligere håndværkere, og som, uden betaling eller anden modydelse, hjælper til med at bygge huset. Også her klapper skattefælden. Eller rettere afgiftsfælden, for ifølge skatteministeren skal ægteparret betale gaveafgift af værdien af deres fædres arbejde. Så selvom vennetjenester på papiret bliver skattefrie, skal man altså stadig passe mere end almindeligt på ikke at ende med en skatte- eller afgiftsregning, hvis man takker ja til vennetjenesten.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce