FinansBureauet

Undgå mobilmast i naboens baghave

Et naboskab med en mobilmast vil kunne koste en mindre formue i ejendomsværdi. Se her hvordan du tjekker fremtidige placeringer.

Undgå mobilmast i naboens baghave
Har du fundet din drømmebolig, og er parat til at skrive under på slutsedlen? Så tøv lige en kende, og tjek hjemmesiden www.mastedatabasen.dk først. Det vil nemlig kunne spare dig for mange penge. På hjemmesiden kan man nemlig se hvor der er planer om at opføre en mobilmast. Kommer drømmeboligen til at ligge klods op af en mobilmast, vil det næsten med sikkerhed føre til prisfald på boligen når masten først er synlig for omgivelserne. Og så vil det jo unægtelig være ærgerligt at have betalt fuld pris for boligen kort tid forinden. 
 
Masterne er stærkt omdiskuterede, på grund af frygten for at antennerne udsender sundhedsskadelige strålinger. Der synes ikke at være nogen konsensus om hvorvidt der er en sundhedsrisiko eller ej i de forskellige undersøgelser der er foretaget. Men om strålingen fra masterne rent faktisk er farlige eller ej, er for så vidt også ligegyldigt hvad angår masternes effekt på boligpriserne. For så længe der er frygt for at masterne udgør en sundhedsrisiko, dokumenteret eller ej, vil det potentielt kunne have en drastisk negativ effekt på boligprisen, skulle man være så uheldig at blive nabo til en sådan. 
 
Men det har man som boligkøber heldigvis gode muligheder for at undgå. På hjemmesiden www.mastedatabasen.dk kan man nemlig se en oversigt over hvor i de enkelte lokalområder det er planlagt at opføre en mobilmast. Og det er vigtigt selv at undersøge sagen. For ejendomsmæglerne har nemlig ingen oplysningspligt herom.
 
Hvor stor priseffekt vil et naboskab til en mobilmast mast så få. Ifølge Parcelhusejernes Landsforening har de indtil nu sparsomme erfaringer vist prisfald helt op i omegnen af 30-40 %. En undersøgelse blandt fra Dansk Ejendomsmæglerforening viste at 68% af ejendomsmæglerne frygter prisfald på gennemsnitligt 10%, hvis en mast bliver opført i umiddelbar nærhed. Og generelle erfaringer fra Sverige viser, at huse med en potentiel sundhedsrisiko oplever store prisfald. Svenske ejendomsmæglere fortæller ejendomsmæglere om prisfald på op imod 25 %, hvis en ejendom påviseligt er udsat for opsivning af den farlige undergrundsgas radon. Og det er selvom det er meget svært at finde dokumentation for en direkte skadelige effekt af at bo i et sådant hus. Fra det hjemlige ejendomsmarked ved man hvor overordentlig svært det er at sælge huse, der er beliggende på en grund der officielt er stemplet som forurenet. Også selvom undersøgelser viser, at man omtrent skal spise 10 kg af den forurenede jord hver dag før man udsætter sig for større forureningsrisiko end ved at bo i nærheden af en stærkt trafikeret vej.
 
Så der er al mulig grund til at tage folks frygt for mobilmaster master meget alvorligt. En undersøgelse fra Søndagsavisen fastslog, at 47 % ikke ville købe bolig i nærheden af en mobilmast. Men hvor tæt skal ejendommen så være på en mobilmast før den kan risikere prisfald? Sandsynligvis skal man meget tæt på masten, før effekten vil være målelig. Mobilmasterne kommer i de tæt befolkede områder nemlig til at ligge så tæt, at det bliver svært at finde en ejendom der ligger mindre end 500 meter fra en mast. Priseffekten vil derfor formentlig være klart størst i hvor der er mere eller mindre direkte udsyn til en mast.
 
Det er for øvrigt et faktum, at man i langt højere grad udsættes for stråling hvis man er nabo til en mast, end hvis masten er monteret på ens eget hus. Men det er nok mere end almindeligt svært at overbevise en potentiel boligkøber om, hvis man forsøger at sælge et hus der er udstyret med en mobilmast.
 
 
Belåningsmulighederne kan falde
 
Viser oversigten over kommende mobilmaster, at der er en mast på vej på din naboejendom, og har du ønske om at belåne din ejendom yderligere, så tøv ikke for længe. Kommer der for alvor fokus på mobilmasters potentielle sundhedsrisiko, med deraf afledte prisfald for de berørte boliger, kan det fremover blive svært at belåne boligerne fuldt ud. Realkreditinstitutterne skal i belåningsøjemed vurdere husene ud fra deres markedsværdi. Og hvis denne falder som følge af det uheldige naboskab, så vil belåningsmulighederne falde tilsvarende.
 
 
Anvend det som argument for lavere ejendomsvurdering
 
For de boligejere der måtte blive ”ramt” af et naboskab med en mobilmast, er der dog en lille trøst at hente i at ejendomsværdiskatten kan blive sat ned på samme konto. Kan det godtgøres at handelsværdien af boligen er faldet som følge af naboskabet med masten, kan det anvendes som argument overfor vurderingsmyndighederne til at få nedsat den offentlige ejendomsvurdering. Og da den offentlige ejendomsvurdering danner grundlag for ejendomsværdiskatten, kan der altså være penge at spare for de ramte boligejere. Så har man ingen planer om at sælge, og er man i øvrigt overhovedet bekymret over strålingsrisiko fra masterne, så kan opstillingen af en mobilmast ligefrem føre til en økonomisk gevinst. 
 
Køb liebhaverboliger billigere
 
Hører man ikke til dem der bekymrer sig om strålingsrisiko ved mobilmaster, kan masterne i virkeligheden blive genvejen til at score sig en billig liebhaverbolig. Uanset hvor meget ejendomsmæglerne prøver at snakke udenom, er det ganske indiskutabelt at det ikke har en gavnlig effekt på husprisen, hvis endegavlen på huset har udsigt til at blive udstyret med en sendemast. Liebhaverboliger er umiddelbart de mest prisfølsomme for negative eksterne effekter, og som en sådan må en mobilmast bestemt regnes. Er man på udkik efter en billig liebhaverbolig, vil en mobilmast derfor i virkeligheden være en genvej hertil. Men slå ikke til før masten er opført. Priseffekten vil med sikkerhed være langt større den dag hvor masten er til offentligt skue.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce