Undgå jalousi i søskendeflokken, når familiefirmaet går i arv
Når små og mellemstore virksomheder går i arv fra en generation til en anden, glemmer virksomhedsejere ofte at få styr på arven i forhold til resten af familien. Tag hele familien med på råd, lyder anbefalingen fra ADVODAN.
Hvad sker der med arven til de øvrige børn, når ét barn i søskendeflokken skal overtage familievirksomheden? Det kan være et svært emne at tage op henover familiemiddagen, og netop derfor undlader mange virksomhedsejere helt at tage snakken. Men det er ikke nødvendigvis nogen klog beslutning, mener arveretsadvokat Bodil H. Ravn fra ADVODAN i Vejen.
”Hvis en søskendeflok bliver forbigået i beslutningerne omkring et generationsskifte i familievirksomheden, vil det i nogle tilfælde medføre både jalousi og misundelse. Derfor er det vigtigt at overveje, hvordan de eventuelt kan blive tilgodeset på andre måder, ” siger Bodil H. Ravn. Hun anbefaler derfor at tage hele familien med på råd, lige så snart et generationsskifte kommer på tale.
”Når hele familien er indforstået med, hvad der kommer til at ske, kan man undgå en masse problemer.”
Her er Bodil H. Ravns tre gode råd til et generationsskifte, der sikrer familiefreden.
1: Bliv enige om virksomhedens værdi
Første og meget vigtige skridt er, at man i familien bliver enige om værdien af de aktiver, som skal overtages af det barn, der skal arve virksomheden. Når man når til enighed om det, er man allerede nået langt.
2: Skab klarhed over prissætningen
Et andet vigtigt punkt er at få skabt klarhed over, hvorvidt der sker en favorabel prissætning i forhold til det barn, som overtager aktiverne. Bliver nogle af aktiverne eksempelvis givet som gaver eller er der en anden form for finansiering, end hvis virksomheden var blevet solgt til en fremmed?
Fuld gennemsigtighed for den eller de søskende, som ikke overtager virksomheden, er med til at sikre, at de vil være meget bedre til at finde løsninger og acceptere de beslutninger, som bliver truffet i forbindelse med generationsskiftet.
3: Brug forskellige løsninger til at fordele arven
Man kan vælge en løsning, hvor de søskende, der ikke skal overtage virksomheden, bliver medejere - men uden beslutningskompetence. På den måde kan man sikre, at søskende kan få andel i værdierne så længe, at det går godt i virksomheden, og værdierne er til stede.
Hvis man ikke vil gøre søskende til medejere i virksomheden, kan man i stedet vælge at oprette et testamente, hvor man sikrer en bestemt fordeling af den øvrige arv uden for virksomheden. Eksempelvis kan man give dem en større arveandel, eller de kan arve et sommerhus eller andre særlige aktiver. Forældre kan også i levende live forære deres børn afgiftsfrie gaver for at kompensere dem på den måde.
Endeligt kan det barn, som overtager virksomheden, om nødvendigt give helt eller delvist afkald på yderligere arv og dermed sikre, at søskende får en større andel, fortæller ADVODAN.