Udbuddet af huse falder til laveste niveau i mere end 10 år
Boligsidens nye udbudstal for primo februar viser et nyt fald i antallet af villaer og rækkehuse til salg på syv procent siden samme tid sidste år. Det samlede udbud af huse når dermed laveste niveau i perioden tilbage til 2010, hvor Boligsiden har ført statistik.
Ved indgangen til februar måned er der 22.736 villaer og rækkehuse til salg i Danmark. Det er det laveste niveau, som Boligsiden har registreret på månedsbasis tilbage til 2010.
Dermed er det samlede antal huse til salg reduceret med 2,9 procent den seneste måned og 7 procent det seneste år. Sammenlignet med begyndelsen af februar sidste år svarer det til, at boligkøberne har fået cirka 1.700 færre huse at vælge imellem.
”Vi så en mindre stigning i udbuddet af huse i løbet af sommeren 2021, men siden efteråret er det stille og roligt faldet igen hver måned, og det er den udvikling, der bringer det samlede udbud af huse ned på det rekordlave niveau. Der kommer nogenlunde det samme antal huse til salg som normalt, men samtidig bliver der solgt flere huse på kortere tid,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Færre huse til salg i størstedelen af landets kommuner
I størstedelen af landets kommuner er der ved indgangen til februar måned således færre huse til salg end på samme tidspunkt sidste år. Konkret er det tilfældet i 63 kommuner, hvor Ringsted og Furesø tegner sig for det største årlige fald på 43 procent.
”Når vi ser et relativt stort fald i udbuddet af huse på landsplan, er det logisk, at faldet også gælder i størstedelen af landets kommuner. I 37 kommuner er der tale om et fald på 10 procent eller mere, og fælles for de områder er, at de ligger spredt ud over store dele af landet. Det dalende udbud er dermed ikke kun koncentreret om en enkelt landsdel. På top 10 over de største fald finder vi for eksempel både Ringsted, Kerteminde og Tønder kommuner,” siger Birgit Daetz.
Omvendt er der i 34 af landets kommuner kommet flere huse til salg siden primo februar sidste år. Mange af disse kommuner ligger placeret i og omkring hovedstadsområdet. Det gælder for eksempel Glostrup, Tårnby og Bornholm, hvor antallet af huse til salg er steget mellem 100 og 41 procent.
”Det tyder på, at flere sælgere her har fået mod på at sætte boligen til salg, efter antallet af handler eksploderede sidste år på denne tid og gjorde et mærkbart indhug i det samlede udbud af huse,” siger Birgit Daetz.
Boligsiden har undersøgt udviklingen i udbuddet af huse i alle landets kommuner, som du kan se her. (N.B. Link er først aktivt onsdag 2. februar kl. 6.00)
Udviklingen i udbuddet primo februar 2022:
Villaer/rækkehuse |
Ejerlejligheder |
Sommerhuse |
||||
Region |
Antal til salg primo feb. 2022 |
Årlig ændring |
Antal til salg primo feb. 2022 |
Årlig ændring |
Antal til salg primo feb. 2022 |
Årlig ændring |
Hele landet |
22.736 |
-7,0% |
5.456 |
7,4% |
3.784 |
-12,9% |
Region Hovedstaden |
2.591 |
1,3% |
2.652 |
8,6% |
625 |
28,1% |
Region Midtjylland |
6.371 |
-2,1% |
1.165 |
27,6% |
856 |
-17,6% |
Region Nordjylland |
4.013 |
-12,3% |
617 |
2,5% |
787 |
-37,8% |
Region Sjælland |
3.750 |
-5,5% |
295 |
-18,7% |
812 |
17,7% |
Region Syddanmark |
6.011 |
-12,3% |
727 |
-4,3% |
704 |
-18,1% |
(Kilde: Boligsiden)