Udbuddet af andelsboliger er faldet 80 procent på seks år
Langt færre end tidligere sætter andelsboligen til salg hos ejendomsmægleren. En ny opgørelse viser, at der på landsplan er tale om et fald på over 80 procent henover de seneste seks år. I hovedstaden er faldet endnu større.
Andelsboliger går som varmt brød, og det kan aflæses på udbudstallet hos de danske ejendomsmæglere, idet flere og flere sælger boligen selv.
I april måned var der i alt 914 andelsboliger til salg på mæglerhylderne. Sammenlignet med samme måned for seks år siden, hvor udbuddet var på sit højeste i årtiet, er der tale om et fald på 82 procent. Det viser tal fra Boligsiden.
”I et marked, hvor priserne på ejerboliger er meget høje, bliver andelsboligerne endnu mere attraktive, fordi du får en lignende frihed i din bolig til en langt mere fordelagtig pris,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”Når vi eksempelvis ser på lejlighedsmarkedet i de centrale dele af København, er udbuddet af ejerlejligheder på over 60 kvadratmeter til under 1,5 millioner kroner ikkeeksisterende. For mange er andelsboligen derfor ikke kun et alternativ, men den eneste mulighed, hvis man ikke ønsker at leje.”
Sælgere sparer salæret
Netop i hovedstaden er presset på andelsmarkedet stort. Henover de seneste seks år er udbuddet hos ejendomsmæglerne faldet 93 procent. Det betyder, at der lige nu er færre end 200 andelsboliger til salg på det fri marked i regionen.
Årsagen til faldet er, at man som sælger af en andelsbolig er særdeles godt stillet i disse år. Efterspørgslen er enorm, og derfor vælger mange at spare salæret hos ejendomsmægleren og i stedet sælge på egen hånd til folk på diverse ventelister, venner eller familie.
”Spoler vi tiden tilbage til foråret 2012 var udbuddet i hovedstaden oppe på flere end 2.700 andelsboliger og på omkring 5.250 på landsplan. Det dengang høje udbud var et udtryk for et mere trægt marked. Skifter stemningen, sådan at handelsaktiviteten igen daler, kommer ejendomsmæglerne til at spille en større rolle i salget af andelsboliger. Det er dynamikken,” siger Birgit Daetz.