FinansBureauet

Trump vs. Harris: Sektorrotation i vente for investorer

Af Maxim Manturov, chef for investeringsanalyse hos handelsplatformen Freedom24.

Inden det amerikanske præsidentvalg den 5. november står det globale aktiemarked overfor en skillevej, der kan få indflydelse på de danske privatinvestorers porteføljer.

Når USA går til valg, skaber det traditionelt set bølger på de globale aktiemarkeder, da en sejr til enten Donald Trump eller Kamala Harris har hver sine konsekvenser. For danske investorer betyder det, at de bør forberede sig på kortsigtet volatilitet og potentielle sektorrotationer, alt afhængigt af hvem der vinder præsidentembedet.

Trump-sejr: Olie og forsvarsaktier vil få medvind
Hvis Trump genvinder præsidentposten, vil hans tidligere politiske linje sandsynligvis fortsætte. Traditionelle energiselskaber, især dem inden for olie og gas som ExxonMobil og Chevron, vil stå til gevinst. Trump har længe været for fossile brændstoffer, og vil sandsynligvis lempe lovgivningen inden for olie- og gasproduktion. Det kan give sektoren et markant løft og skabe muligheder for investorer, der ønsker eksponering mod energimarkedet.

For forsvarsaktier kan en Trump-administration være næsten lige så lovende. Med et historisk stærkt fokus på forsvar og militær, er selskaber som Lockheed Martin og Northrop Grumman blandt de oplagte vinderkandidater. Øgede budgetter til forsvaret og en mere isolationistisk udenrigspolitik kan understøtte disse aktiers vækst.

Til gengæld kan tech-sektoren, især virksomheder med stærke kinesiske forbindelser som Nvidia og Tesla, få sværere vilkår. Trump har tidligere indført handelsbegrænsninger og strenge reguleringer for at reducere Kinas økonomiske indflydelse, og en stramning af disse politikker kan lægge pres på teknologiaktier med globale forsyningskæder.

Harris-sejr: Grøn energi, boligmarked og cannabisaktier i fokus
Vinder Kamala Harris, kan vi forvente en anden prioritering. Demokraternes grønne agenda kan give stærk medvind til vedvarende energi og elbilsindustrien. Selskaber som Tesla, Rivian og First Solar vil sandsynligvis nyde godt af fortsatte investeringer i infrastruktur for grøn energi og skattefordele til elbiler. En Harris-sejr vil sandsynligvis også betyde yderligere finansiering til udvikling af elbilopladningsstationer og incitamenter til private forbrugere og virksomheder, som kunne skabe stærk efterspørgsel.

Boligmarkedet står også til at nyde godt af Harris’ politiske linje, hvor forslag om skattefradrag til førstegangskøbere og støtte til prisvenlige boliger kan øge efterspørgslen. Aktier som DR Horton og Lennar Corp, der fokuserer på boligejendomme, kan derfor se nye vækstmuligheder, hvis Harris' boliginitiativer bliver gennemført.

Endelig kan cannabisaktier opleve en fremgang, da Harris støtter føderal legalisering. Selskaber som Tilray og Canopy Growth kunne drage fordel af mere favorable regler og muligheder for udvidelse i hele USA.

Hvilken strategi skal danske investorer vælge?
Uanset valgresultatet vil markederne sandsynligvis se en øget volatilitet i november og december, da investorerne justerer deres porteføljer i takt med skiftende forventninger til det politiske klima. En Trump-sejr vil sandsynligvis skabe rotation mod traditionelle sektorer som energi og forsvar, mens en Harris-sejr kan give anledning til vækst i den grønne sektor og nye områder som cannabisindustrien.

Danske investorer bør holde et vågent øje med om de er overeksponerede mod sektorer favoriseret af én kandidat, og vurdere om deres portefølje kan drage fordel af de sektorudsving, som et amerikansk valg oftest bringer.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce