Tjen mellem 16.000 og 71.000 kr. på efterlønsfinte
Betal til efterlønsordningen, men lad være med at gå på efterløn. På den måde kan man tjene mellem 16.000 og 71.000 skattefrie kroner ekstra.
Forligspartierne lokker med en skattefri udbetaling på op til godt 60.000 kr., hvis man frivilligt forlader efterlønsordningen. Og ifølge Jyllandsposten overvejer 35 % af alle på efterlønsordningen da også at droppe den. Men det er imidlertid en uklog beslutning ud fra en økonomisk synsvinkel. Alle har nemlig mulighed for at tjene et pænt ekstra skattefrit beløb ved at forblive på ordningen, uanset hvor længe der er til pensionsalderen, og hvor meget man har sparet op i privat regi ved siden af.
Finten består ganske enkelt i, at man fortsætter med at indbetale til efterlønsordningen, men uden nogensinde rent faktisk at gå på efterløn. Som tak herfor modtager man fra statskassen en skattefri check på hele 143.400 kr. Og størrelsen på den skattefrie udbetaling er helt uafhængig af hvor stor ens private pensionsformue er. Vælger man den løsning, behøver man derfor ikke at bekymre sig over hvor meget eller lidt der bliver modregnet som følge af privat opsparing, men kan blot glæde sig over udsigten til en ekstra skattefri gevinst på mellem 16.000 og 71.000 kr., afhængigt af hvor længe der er til pensionsalderen.
Det lyder ellers ganske tillokkende med en skattefri udbetaling på godt 60.000 kr. Ikke mindst fordi forligspartierne har gjort hvad de kunne for at få folk til at droppe efterlønsordningen. Udbetalingsperioden er blevet forkortet, pensionsalderen hævet og modregningen fra private pensioner gjort større. Men selv hvis man har så stor privat opsparing, at modregningsreglerne bevirker, at det ikke kan betale sig at gå på efterløn, bør man altså som nævnt ikke desto mindre alligevel fortsætte med at betale til ordningen, og i stedet blot indkassere den skattefrie gevinst på 143.400 kr. ved udløb af efterlønsperioden.
Hvis man er parat til at giver afkald på en skattefri gevinst på godt 60.000 kr. her og nu, belønnes man altså om nogle år i stedet med en skattefri gevinst på 143.400 kr. (i 2011 tal). For at få fingre i denne gevinst, kræves det dog, at man fortsat er tilmeldt efterlønsordningen og indbetaler det årlige bidrag. Et bidrag som koster omkring 300 kr. om måneden efter skat.
Jo tættere man er på efterlønsalderen, jo større vil gevinsten ved at forblive på efterlønsordningen derfor være. Men uanset hvor længe der er til pensionsalderen, og hvor meget man allerede har indbetalt til efterlønsordningen, så viser vores beregninger, at man altid vil få mindst 16.000 kr. mere ud af at fortsætte med efterlønsordningen frem for at takke ja til den skattefrie udbetaling her og nu.