Telecom problemer for Dantherm
Dantherm fortsætter zig-zag kursen, og selskabets gennembrud lader vente på sig.
Lige som det ellers syntes at gå bedre for Dantherm, afslørede sidste regnskab, at der stadig er store problemer. Og Dantherm forbliver dermed fondsbørsens stortalent, der aldrig synes at få sit egentlige gennembrud. For potentialet i selskabet er tårnhøjt, ikke mindst på grund af deres delejerskab af Dantherm Power. Men indtil videre er potentialet ikke blevet indfriet.
Kvartalsregnskabet afslørede, at omsætningen endte på 120 mio. kr. i forhold til 144 mio. kr. i 2. kvartal 2011. Omsætningen inden for HVAC steg med 28 %, men kunne ikke opveje et fald i salget inden for Telecom på 49 %. Driftsresultatet (EBIT) blev et overskud på 1,0 mio. kr., mod et overskud på 6,5 mio. kr. i 2. kvartal 2011. Dantherms resultat før skat (EBT) blev et underskud på DKK 1,3 mio. mod et overskud på DKK 2,7 mio. i 2. kvartal 2011.
Som følge af det dårlige resultat nedjusterer Dantherm forventningerne til helåret forholdsvist markant. For hele 2012 forventer Dantherm nu en omsætning i niveauet 500 mio. kr. og et driftsresultat i niveauet 10 mio. kr. mod de tidligere udmeldte forventninger om en fremgang i omsætning og driftsresultat i forhold til 2011 (hvor omsætningen var på 550 mio. kr., og driftsresultat på 22,5 mio. kr.).
Af regnskabet kan man læse, at det er Telecom divisionen, der er den store synder, med næsten en halvering af omsætningen. Det lyder voldsomt, men er ikke nødvendigvis så slemt som det lyder. Omsætningen er meget projektorienteret, og baseret på forholdsvis få kunder. Det vil nødvendigvis betyde store kvartalsvise udsving, og udskudte projekter kan få store konsekvenser for tidligere udmeldte forventninger. Og det er præcis det som er tilfældet her, bedyrer ledelsen. Informationsniveauet i regnskabet er dog ikke tårnhøjt, og det er svært at stikke dybere ind i årsagerne til forsinkelserne.
HVAC divisionen ser derimod ud til at klare sig forrygende. Og hvis problemerne indenfor Telecom er midlertidige, ser den langsigtede case stadig interessant ud. Problemet er bare, at det har man efterhånden sagt så længe, at det begynder at lyde hult i egne ører. Om man skal investere i Dantherm på det nuværende lave kursniveau, er derfor til syvende og sidst et spørgsmål om tiltro til den nye ledelse. Den er ikke kommet for godt fra start, og mangler stadig at bevise, at den kan styre virksomheden bedre end den tidligere katastrofale ledelse.