Tænk grønt og spar penge - også på dine lån
Boligopvarmning og brændstof til bilen er ofte store poster på det månedlige budget, og det er en god idé for privatøkonomien at få disse udgifter sænket mest muligt. Ikke alene kan man spare penge - man gør også noget godt for klimaet.
Det er målet med to nye grønne lån, som Den Jyske Sparekasse netop har lanceret.
"Vi vil gerne yde vores bidrag til den grønne omstilling, og som pengeinstitut kan vi gøre det ved at tilbyde vores kunder lavere renter på lån med et grønt formål," siger adm. direktør i Den Jyske Sparekasse, Claus E. Petersen.
Han ser de nye lån som en naturlig konsekvens af, at sparekassens bestyrelse i 2019 besluttede at sætte særlig fokus på fire af FN's 17 verdensmål. Her passer de nye lån til FN's mål om ansvarligt forbrug og produktion.
Desuden følger Den Jyske Sparekasse med de nye grønne lån også anbefalingen fra Forum for Bæredygtig Finans om, at alle medlemmer af Finans Danmark tilbyder låne- og investeringsprodukter til grønne og bæredygtige aktiviteter.
"Når man som pengeinstitut skal anspore sine kunder til at tænke mere grønt, så er lavere renter en af de bedste metoder i den finansielle værktøjskasse. Kunder, som benytter sig af vores grønne lån, vil både sænke deres miljøbelastning og faste udgifter, når de får lavere løbende omkostninger på bilen og boligen", siger Claus E. Petersen.
Han understreger, at man har en pligt i den finansielle sektor til at bidrage til en bæredygtig udvikling. Som pengeinstitut kan man ikke redde verden, men man kan være med til at skubbe på udviklingen og gøre en forskel de steder, hvor man har muligheden. Derfor har sparekassen omlagt sit eget elforbrug til vedvarende og CO2-neutral energi, ligesom sparekassens skov i Sønderjylland er blevet PEFC certificeret.
Få tilskud til en energikonsulent
Rent praktisk anbefaler Den Jyske Sparekasse, at man tager fat i en energikonsulent, inden man begynder at energirenovere sin bolig. Det kan være svært at overskue, hvilket tiltag der mest effektivt sænker forbruget af el, vand og varme. Konsulenten kan rådgive om hvilken løsning, der passer bedst til den enkelte bolig, og Den Jyske Sparekasse giver tilskud til en energikonsulent.
Når man sammen med energikonsulenten har besluttet, hvordan boligen skal renoveres, tilbyder Den Jyske Sparekasse en fordelagtig finansiering med et nyt DJS Klimalån. Lånet har en lav rente, og sammen med et lavere energiforbrug vil det samlet set betyde en hurtigere tilbagebetalingstid på investeringen. Som en ekstra bonus øger man også værdien på sin bolig og gør den mere attraktiv ved et eventuelt fremtidigt salg.