FinansBureauet

Syv ud af ti danskere køber hus efter energiforbrug

En velisoleret bolig med lavt energiforbrug er ifølge 70 procent af danskerne værd at betale mere for. Samtidig overvejer hver tiende at låne penge til energirenovering netop nu, hvor der er lave renter og gode lånemuligheder. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Spar Nord sammen med energi- og bygningsrådgivningsvirksomheden EBAS.

Når danskerne skal investere i ny bolig, er husets energiforbrug afgørende for, hvor meget boligkøberne er villige til at betale. Faktisk betaler hele 70 procent gerne mere for en bolig med god isolering og lavt energiforbrug. Det viser en ny undersøgelse fra Spar Nord og EBAS baseret på mere end 1.100 interviews med danskerne om deres energiforbrug.

Ifølge Bo Halm Andersen, der er energikonsulent og bygningssagkyndig hos EBAS, er boligens energiforbrug for mange huskøberes vedkommende lige så vigtigt som tilstanden på huset. Et lavt forbrug er nemlig med til at sikre, at huset ikke koster boligejerne unødigt mange penge på længere sigt:

- Husets energiforbrug har stor betydning for potentielle købere, og her kan blandt andet energimærket være et godt pejlemærke for, hvor god energimæssig stand boligen er i, og dermed hvor meget komfort og hvor stor en udgift, man kan forvente. Samtidig er det selvfølgelig relevant for sælger at undersøge, hvilke energirenoveringer der økonomisk set giver mening, hvis huset skal sælges. Men det er ikke kun aktuelt, hvis der er tale om salg, siger han og fortsætter:

- Der kan nemlig være betydelige besparelser at hente på varme og el ved selv overkommelige renoveringer.

Bo Halm Andersen peger blandt andet på, at det eksempelvis er nemt at skifte det gamle olie- og gasfyr ud med en varmepumpe, som er mere energivenlig og billigere i drift, ligesom det er et relativt ukompliceret og omkostningslet at få isoleret hulmure, etageadskillelser og loft.

Historisk billigt at energirenovere
Ifølge undersøgelsen overvejer hver tiende dansker desuden at låne penge til at energirenovere deres bolig netop nu. Det skyldes især, at renterne er lave og lånemulighederne gode, lyder det fra chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm:

- Det er i øjeblikket historisk billigt at låne penge til sin bolig, og det er selvfølgelig med til at øge incitamentet for at energirenovere netop nu, siger han og fortsætter:

- Derfor ser vi også rigtig mange boligejere, der gør det. Det er nemlig ikke kun en god investering i det daglige budget, men også en investering på sigt – både når det gælder komfort og økonomien. Energirenovering er nemlig som oftest med til at øge værdien af boligen, da den bliver mere attraktiv for potentielle købere, når den på et tidspunkt skal sælges. 

Martin Lundholm understreger desuden, at incitamentet for at spare på energiforbruget kun bliver større og større, idet der vil være en langsigtet tendens til stigende energipriser. Han opfordrer boligejerne til at undersøge, hvad en konkret energirenovering eller -forbedring koster og derefter forholde sig til, hvornår investeringen er tjent hjem. Der er nemlig stor forskel på fjernvarmepriserne i landets kommuner og således også stor forskel på tilbagebetalingstidens længde, og dermed hvor rentetabel investeringen er isoleret set.

Øger sikkerheden
Hos forsikringsselskabet Tryg glæder man sig over danskernes interesse for energivenlige boliger og peger på øget sikkerhed mod indbrud som endnu en fordel ved at energirenovere.

- Danmark er et af de mest indbrudsplagede lande i Europa. Alligevel er der stadig mange huse herhjemme med ældre vinduer og døre, som er alt for lette at bryde op. Det skyldes uden tvivl, at en udskiftning kan være relativ omkostningstung for den enkelte husejer. Derfor er det positivt at høre, at de gunstige låneforhold smitter af på danskernes mulighed og motivation for at energirenovere deres bolig, siger Camilla Nielsen, forebyggelseschef i Tryg og fortsætter:

- Nye vinduer og døre vil ikke kun reducere boligejernes varmeudgifter, men kan også være med til at spare dem for en ubehagelig oplevelse som et indbrud. Også af den grund er det værd at have fokus på energimærkningen, når man køber hus. Gode vinduer og døre er en af de vigtigste forebyggende indsatser mod ubudne gæster, da det besværliggør tyvens vej ind i boligen og dermed reducerer risikoen for indbrud. Så når nu man er i gang med at renovere, kan det være en god idé at skifte til indbrudssikre vinduer og døre, slutter hun.

Kilde: Spar Nord

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce