FinansBureauet

Sværere at sælge boliger i de store byer

Hvis du skal sælge din bolig i København, skal du væbne dig med mere tålmodighed end tidligere. I Aarhus og Aalborg står ejerlejlighederne også længere tid til salg i forhold til før. Det viser en ny opgørelse fra Finans Danmark.

Udbudstiderne på boliger er steget i København. Ved udgangen af januar har en ejerlejlighed i København i gennemsnit stået til salg i 128 dage. Det er 17 dage længere end på samme tid sidste år. Huse i København By har stået til salg 30 dage længere end for et år siden. Det viser nye tal for Boligudbudsstatistikken for januar.

”Københavnerne har været vant til, at boligerne bliver solgt rigtig hurtigt, men nu skal sælgerne væbne sig med lidt mere tålmodighed end tidligere. De seneste måneder er udbudstiderne steget til det højeste niveau i næsten to år,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark og fortsætter:

”Vi har set lignende stigninger før, senest i 2016 og 2017, men udbudstiderne i København er stadig lave i forhold til resten af landet. Men det er en markant udvikling, og Københavnerne skal måske vænne sig til, at boligerne ikke bliver taget af hylderne i samme tempo som tidligere.”
 
I Aarhus og Aalborg er udbudstiderne på ejerlejligheder også steget – de er henholdsvis 17 og 27 dage højere end for et år siden.

”De længere udbudstider i de store byer hænger sammen med, at der er kommet flere ejerlejligheder til salg, som køberne kan vælge imellem. Og det har også lagt en dæmper på de høje prisstigninger, som vi har set på især ejerlejligheder de seneste år,” siger Ane Arnth Jensen.

For parcel- og rækkehuse rundt om i landet er historien en anden – her er udbudstiderne samlet set faldet. Et gennemsnitligt dansk hus har i dag stået til salg i 268 dage, altså knap ni måneder. Det er 20 dage kortere end for et år siden.

”Der er stadig gang i boligmarkedet, når man kigger uden for de store byer. Og det er en god nyhed for familier, der vil sælge hus der. De skal ikke længere skal regne med at vente lige så længe som før, når de skal sælge deres hus,” siger Ane Arnth Jensen.


 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce