Studerende vælter lejeboligmarkedet
Endnu et år med rekordoptag på de videregående uddannelser sender boligløse studerende ud i en hård kamp for tag over hovedet.
Glæden over at være kommet ind på drømmestudiet afløses for mange af de 64.000 nye studerende på landets videregående uddannelser af kampen for at finde bolig inden studiestart. Allerede få timer efter de mange studerende fik besked om, hvor de skulle studere, havde rigtig mange taget hul på boligjagten.
- Antallet af brugere på boligportal.dk steg med 50 procent fra den ene dag til den anden, da de nye studerende fik afklaret, om de var kommet ind på studiet eller ej. Det fortæller på den ene side om en enorm stigning i efterspørgslen efter studieboliger, men på den anden side er det også et tegn på, at rigtig mange har indset, at de er nødt til at komme i gang med boligsøgningen hurtigst muligt. For studiestarten nærmer sig hastigt og det er ikke nogen let opgave at finde studiebolig i august, siger Henrik Løvig, der er adm. direktør i BoligPortal.dk.
Manglen på billige boliger i de største studiebyer har gjort det til lidt af en opgave at finde en bolig til SU-venlige priser i de store studiebyer; København, Aarhus, Odense og Aalborg. Nye tal fra BoligPortal.dk vidner dog om et stabilt antal af billige lejeboliger i de fire byer i forhold til sidste år.
Sammenlignet med maj og juni 2013 er antallet af udbudte boliger med en maksimal husleje på 6.000 kr. i år faktisk steget med to procent. Til gengæld er efterspørgslen steget endnu mere.
- Det positive er, at der fortsat er en del billige boliger på markedet og at det voldsomme fald i antal fra 2012 til 2013 ser ud til at være bremset. Men samtidig med at udbuddet i den her periode er jævnt, så er efterspørgslen efter boliger med en husleje på maksimalt 6.000 kr. steget med ti procent på bare et år. Så der er absolut en skævvridning i markedet, der kræver noget politisk fokus for at blive udjævnet igen, siger Henrik Løvig.
Flaskehals i august
Kollegiernes Kontor i København administrerer i alt knap 6.000 kollegie- og ungdomsboliger i København. Her mærker de tydeligt, at der hvert år bliver flere og flere studerende på de største uddannelsesinstitutioner. Sidste år var boligkøen med desperate, kommende studerende lang – i år kan den blive endnu længere.
- Det ekstra store optag sidste år gav også et ekstra stort pres hos os, hvor de boligsøgende var mere desperate og klar til nærmest alt. Der er jo ingen boliggaranti, fordi der til studiestart ikke er nok boliger i København, så der opstår altid en flaskehals i august måned, hvor de nye studerende netop har fået besked og så kun har fire uger til at finde en bolig inden studiestart. Det er ikke optimalt, siger Gitte Peitersen, der er administrator hos Kollegiernes Kontor i København.
Den 1. august trådte den såkaldte akutliste i kraft. Akutlisten tilbyder nye førsteårsstuderende, der bor mere end 100 km fra København, at komme foran i boligkøen indtil den 30. november. Men det ser desværre heller ikke i år ud til, at akutlisten er en garanti for bolig i løbet af efteråret.
- Desværre kunne vi sidste år konstatere, at vi ikke havde nok ledige boliger til at tilbyde til alle på akutlisten. Det ser ud til at gentage sig i år. Vi har meget få ledige boliger, konstaterer Gitte Peitersen.