FinansBureauet

Spar Nord og BDO kårer igen de 1.000 mest succesfulde virksomheder i Danmark

Spar Nord og BDO er lige nu i gang med at identificere de 1.000 danske virksomheder, der i løbet af de seneste fem år har opnået størst succes målt på en række finansielle parametre. De 1.000 virksomheder vil i de kommende dage og uger blive kontaktet og få overrakt et hædersbevis og en statuette som en tydelig anerkendelse af deres bidrag til vækst i dansk erhvervsliv.

I 2019 stiftede Spar Nord og BDO i fællesskab erhvervsprisen ”Succesvirksomhed”, der uddeles på baggrund af en analyse af cirka 350.000 mindre og mellemstore virksomheders regnskabshistorik. I modsætning til andre erhvervspriser har Succesvirksomhed fokus på de lokale virksomheder, som år efter år er de bedste til at skabe vækst til gavn for lokalsamfund og erhvervsliv.

Lige nu er Spar Nord og BDO i gang med at identificere de 1.000 danske virksomheder, som på baggrund af de seneste fem års finansielle performance kvalificerer sig til titlen som Succesvirksomhed 2020. Spar Nord og BDO har hen over sommeren analyseret samtlige danske virksomhedsregnskaber, hvorefter alle virksomheder har fået tildelt point efter et særligt udviklet pointsystem. De 200 bedst performende virksomheder i hver region (1.000 på landsplan) vil i de kommende uger blive kontakt af Spar Nord og BDO og få overrakt et hædersbevis og en statuette. Samtidig inviteres virksomhederne til at deltage i et interview om deres succes og på den måde bidrage til den inspirationsbog, der udkommer om årets succesvirksomheder i efteråret.

Vigtig og højaktuel anerkendelse

- Selv om corona-krisen for tiden er allestedsnærværende, så er det ikke blevet mindre vigtigt at anerkende vores solide vækstvirksomheder. Tværtimod. For vores ambition med prisen er ikke alene at give et skulderklap til de mest succesfulde virksomheder. Det er også at formidle inspiration til de mange virksomheder, der har et uforløst potentiale for vækst, lyder det fra bankdirektør i Spar Nords direktion Martin Kudsk Rasmussen.

BDOs administrerende direktør Stig Holst Hartwig supplerer:

- I en krisetid er det ekstraordinært vigtigt at holde fast i mulighederne og fokusere på det positive, så for os er det vigtigt at hædre og anerkende de succesfulde virksomheder, som ikke helt får den opmærksomhed, de fortjener. For det er dem, der er med til at sikre en kontinuerlig fremgang i den lokale og nationale økonomi. Med ”Succesvirksomhed 2020” ønsker vi at hædre de danske virksomheder, som også i en Corona-tid holder fast i det lange seje træk, siger han og fortsætter:

- I både Spar Nord og BDO har vi tradition for langvarige samarbejdsrelationer med mindre og mellemstore virksomheder, og derfor ved vi, at det kræver noget helt særligt at mestre og opretholde succes år efter år.

Når Spar Nord og BDO i de kommende uger overrækker prisen, vil det ske med respekt for myndighedernes corona-anbefalinger. Og netop på grund af smitterisikoen vil Spar Nord og BDO - i modsætning til sidste år - ikke gennemføre de regionale finaler.

Fakta om ”Succesvirksomhed 2020”

Spar Nord og BDO stiftede i 2019 ”Succesvirksomhed” som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med 10-999 ansatte. Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre:

  • Vækst i resultat før skat de seneste fem år
  • Soliditetsgrad (skal være mindst 15% ) i det seneste regnskabsår
  • Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
  • Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag

Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 succesvirksomheder.

Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget i analysen

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce