FinansBureauet

Spar 50 % på boligkøbet

Har du mod på at flytte en halv times kørsel væk fra storbyernes centrum, kan du spare 50 % af boligens pris.

Spar 50 % på boligkøbet
Myldretidstrafikken omkring storbyerne er frygtet. Men er man parat til at dele motorvej med tusindvis af andre hver morgen, er der rigtig mange penge at spare på boligkøbet. En ny undersøgelse fra boligsiden.dk viser således, at ved blot at flytte få kilometer udenfor storbyerne kan man spare et halvt hus.
”I København er besparelsen på gennemsnitligt 50 pct., hvis man køber huset 25 kilometer uden for city. Kører man bare én kilometer væk fra Rådhuspladsen, sparer man i snit allerede 25 pct.”, forklarer Birgit Daetz, som er kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk

I to af landets øvrige storbyer ser regnestykket endnu bedre ud. I Aalborg er huset i snit 57 pct. billigere, når man kommer 25 kilometer væk fra centrum, og i Aarhus er besparelsen hele 60 pct. 25 kilometer eller mere fra Midtbyen.

”I såvel Aarhus som Aalborg skal man ikke mere 10 kilometer væk fra city, før man opnår en besparelse på 50 pct. på huskøbet. Det handler altså ikke om meget mere end en rask cykeltur, før man kan få hus til omkring 1,7 mio. kr. i stedet for 3,3 mio. kr. i en by som Aalborg”, siger Birgit Daetz.

I landets fjerdestørste by har man knap så stor gavn af at rykke væk fra bykernen. Faktisk er det billigere at købe hus i centrum end blot et par kilometer væk. Her stiger priserne med knap 20 pct. i en afstand af 1-5 kilometer fra city.

Den største besparelse – på 42 pct. – i Odense opnår man ved at vælge et hus 10-25 kilometer fra centrum, mens man ’kun’ sparer knap en tredjedel 25 kilometer eller mere fra bymidten.
Konklusionen er alt andet lige, at udbudspriserne på villaer er væsentligt lavere, få minutter fra storbyernes centre – jyderne kan endda spare helt op til 60 pct. ved at pendle en halv times tid til arbejdspladsen i storbyen.
  
Bliv medlem af FinansBureauet.dk og få gratis abonnement på FinansBureauets magasin Limitless Living - Tilmeld dig her
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce