FinansBureauet

Sommersalget af huse topper tiden før corona flere steder i Jylland

I mange jyske kommuner ligger sommersalget af villaer og rækkehuse i juni til august i år højere end gennemsnittet for samme periode i årene inden coronapandemien. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

Sommeren er gået på hæld, og her på tærsklen til efteråret kan vi gøre status på, hvor mange danskere der i løbet af sommeren har købt et nyt hus. Og der viser sig en klar forskel i handelsaktiviteten øst og vest for Storebælt.

Boligsiden har i en ny opgørelse set på salget af huse i månederne juni, juli og august i år og sammenlignet med gennemsnittet for den tilsvarende periode i årene 2015-2019.

Undersøgelsesperioden fra juni til og med august er valgt, fordi det netop er igennem de seneste tre måneder, at der især er lagt en dæmper på handelsaktiviteten.

Så set i den optik - hvordan har dette års afdæmpede sommersalg så egentlig udviklet sig i forhold til årene inden corona, hvor tempoet på boligmarkedet endnu ikke var skruet i vejret?

Priserne presser køberne øst for Storebælt

Boligsidens tal viser et klart billede af, at der især øst for Storebælt er solgt færre huse sammenlignet med de tidligere år, imens salget vest for Storebælt faktisk ligger over tidligere års niveau i rigtig mange kommuner.

”Handelsaktiviteten er uden undtagelse mindre i samtlige af kommunerne i landsdelene København By, Københavns Omegn, Nord- og Østsjælland samt Bornholm. Det er er et tydeligt signal om, at køberne her er blevet mere afventende, hvilket igen hænger igen sammen med, at det også er i netop disse områder, vi ser langt de højeste huspriser,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”I en tid med et hastigt stigende renteniveau, inflation og øvrige udgifter, der sætter boligkøberens budget under pres, er det ikke overraskende, at køberne tager en tænkepause. Dels kan de ikke nødvendigvis blive godkendt til de samme lånebeløb i banken, som for blot nogle måneder siden, og dels bidrager det stigende udbud også til at øge købernes valgmuligheder, så de ikke nødvendigvis slår til ved første mulighed, som byder sig.”

Fortsat sælgers marked i vest

Det er især i områderne omkring øst for Storebælt, at udbuddet af huse er steget betragteligt igennem den seneste tid, hvorimod de seneste udbudstal fra Boligsiden viser, at antallet af huse til salg ikke er øget nær så meget siden sidste år i områderne vest for Storebælt.

”I Nordjylland var der ved indgangen til september cirka 4.500 huse til salg, hvilket ’kun’ er 4,4 procent mere end på samme tidspunkt sidste år. Det betyder, at det til en vis grad stadig er sælgerne, der har trumfen på hånden i disse områder, og dermed har køberne her formentlig også et lidt større incitament for at slå til, når den rette bolig viser sig,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Og så skal vi huske på, at prisniveauet generelt er lavere i områderne vest for Storebælt, hvilket også hjælper på incitamentet til at underskrive købsaftalen. Samtidig har flere også fået et ønske om mere plads og luft omkring sig i de seneste år, og det behov kan de få opfyldt til lidt billigere penge i rigtig mange af de kommuner, hvor vi ser en stigning i sommersalget af huse.”

ANNONCE
(Kortet viser udviklingen i salget af villaer og rækkehuse i perioden juni til og med august måned i 2022 sammenlignet med gennemsnittet for samme periode i årene 2015-2019. Kilde: Boligsiden.) - Sommersalget af huse topper tiden før corona flere steder i Jylland (Kortet viser udviklingen i salget af villaer og rækkehuse i perioden juni til og med august måned i 2022 sammenlignet med gennemsnittet for samme periode i årene 2015-2019. Kilde: Boligsiden.)
Del

Seneste nyt

Annonce