FinansBureauet

Sommerhusene styrer uden om de største prisfald

Et fortsat lavt udbud er med til at holde hånden under sommerhuspriserne, som dog også er begyndt at falde. Men generelt er udsvingene i nøgletallene for sommerhusene ikke lige så markante som på den øvrige del af boligmarkedet.

I en tid med krig, kraftigt stigende inflation og udsigt til stramme sparetider, kan det umiddelbart synes logisk, at et traditionelt luksusgode, som sommerhuset historisk set er blevet betragtet som, vil være noget af det første, der bliver sparet væk i mange familier.

Men nye tal fra Boligsidens Markedsindeks indikerer, at den logik ikke er gældende – i hvert fald ikke endnu.

Ser vi i første omgang på selve udbuddet af sommerhuse, er niveauet stadig lavt sammenlignet med perioden inden coronapandemien, hvor det samlede antal sommerhuse til salg blev sænket markant.

Her i begyndelsen af oktober måned er der således cirka 4.750 sommerhuse til salg i Danmark. Det er fire procent færre end på samme tidspunkt sidste år, og generelt set på et lavt niveau sammenlignet med tidligere år.

”Selvom vi har set en mindre stigning i udbuddet af sommerhuse igennem de seneste måneder, er det ikke tilstrækkeligt til at overgå sidste års niveau og slet ikke til at nå tidligere års niveau. Sammenligner vi for eksempel med samme tidspunkt i 2019, var der dengang mere end dobbelt så mange sommerhuse til salg, nemlig 10.100 styk,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Begrænset udbud holder priserne oppe

Ser vi på nogle af de andre nøgletal for sommerhusmarkedet, viser den seneste udgave af Boligsidens Markedsindeks, at den gennemsnitlige salgspris i september lå på 23.176 kroner per kvadratmeter.

Det er det tredje højeste niveau siden 2011, hvor Boligsidens Markedsindeks strækker sig tilbage til.

”Godt nok har vi set en nedgang i sommerhuspriserne i de seneste par måneder, men der er tale om et lille fald på samlet set 215 kroner per kvadratmeter fra juli til september. Spørgsmålet er så, om det skyldes den generelle opbremsning på boligmarkedet, som vi ser specielt for huse og lejligheder, eller om nedgangen kan tilskrives de normale sæsonudsving, som typisk finder sted igennem efteråret og vinteren,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Svaret vil vise sig i den kommende tid. Men indtil videre kan vi i hvert fald konstatere, at sommerhusmarkedet lader til at være mindre berørt af den generelle økonomiske usikkerhed end huse og lejligheder. Vi ser fortsat en lav salgstid for sommerhusene, og det lave udbud er også til en vis grad med til at holde hånden under salgspriserne, der, som før beskrevet, stadig ligger på et højt niveau.”

I september måned lå den gennemsnitlige salgstids for sommerhuse på 103 dage.

Det er fortsat i den absolut lave ende og blot 14 dage mere, end da salgstiden nåede lavpunktet tilbage i juli 2021 på gennemsnitlig 89 dage. Omvendt er det under en tredjedel af den gennemsnitlige salgstid, da den med 332 dage toppede i marts 2014. 

”Under coronapandemien udviklede netop sommerhusmarkedet sig i en noget atypisk retning, end hvad man ellers ville have forventet i krisetid, og det handler nok i høj grad om, at vi som mennesker ikke kun agerer efter tal og prognoser men tværtimod i forhold til vores følelser,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Det lader til, at rigtig mange af de nyslåede sommerhusejere heldigvis er glade for deres investering og har stor glæde af deres nye åndehul. Det bliver derfor også meget interessant at følge udviklingen på sommerhusmarkedet i den kommende tid. For her vil det vise sig, hvordan den nuværende situation med fornyet økonomisk usikkerhed vil påvirke denne del af boligmarkedet.”

Sommerhusmarkedet september 2022:

Nøgletal

Sep. 2022

Aug. 2022

Sep. 2021

Ændring seneste måned

Ændring seneste år

Salgspris
(kr. pr. kvm.)

23.015

23.176

21.651

-0,7%

6,3%

Salgstid
(Antal dage)

103

102

93

1%

11%

Gns. nedslag (kr. pr. kvm.)

976

914

653

7%

49%

Udbud
(Antal til salg)

4.754

4.622

4.934

3%

-4%

(Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce