Skyd genvej til billig studielejlighed
Det er blevet den tid på året igen, hvor ejendomsmæglerne i landets studiebyer har travlt med at sælge forældrekøbslejligheder.
Med rekordlave renter, er det absolut ikke det værste tidspunkt at købe en studielejlighed til junior. Foruden at give junior adgang til en billig studielejlighed, vil et køb af en studielejlighed derfor også kunne vise sig at blive en fortrinlig investering.
Men der er et par fælder, man skal undgå at falde i, hvis familien skal sikre sig den størst mulige gevinst. Og en af fælderne hedder huslejens størrelse. Hele idéen med forældrekøbet er, at skaffe junior en billig lejlighed og samtidig lade skattevæsenet betale en del af gildet, ved at trække det skattemæssige underskud fra. Derfor ønsker man at sætte huslejen, som junior skal betale til forældrene, så lavt som muligt. Så burde der være penge til at prøve Spil Oink: Country Love
Men hvis man sætter huslejen for lavt, risikerer man at løbe ind i problemer med skattevæsenet. For skattemyndighederne forlanger, at man opkræver en leje som svarer til markedslejen (hvilket defineres som den husleje, der kan opnås ved udlejning til en uafhængig tredje part). Gør man ikke det, vil skattemyndighederne beskatte forældrene af forskellen mellem den opkrævede husleje og den skønnede markedsleje.
Sætter man huslejen til den reelle markedsleje, undgår man problemer med skattemyndighederne. Til gengæld vil huslejen ofte være så høj, at junior ikke har en chance for at betale den for en almindelig SU, ligegyldigt hvor mange timer han arbejder på tankstationen i weekenderne. Og så er man lige vidt.
Men heldigvis findes der en løsning. En løsning der er todelt. For det første skal man bevidst gå efter lejligheder, der er taget i brug før 1. januar 1992. Disse lejligheder er nemlig i de fleste kommuner underlagt et begreb som hedder den "omkostningsbestemte leje". Den omkostningsbestemte leje regulerer huslejen for udlejningsejendomme, der er taget i brug før 1. januar 1992. Den omkostningsbestemte leje dækker over en finurlighed i boligreguleringsloven, som reelt holder huslejen kunstigt lav i forhold til den reelle markedsleje.
Der er imidlertid en lille komplikation. Den omkostningsbestemte leje gælder nemlig ikke i situationer, hvor man lejer en enkelt ejerlejlighed ud. Her reguleres lejen i stedet efter "det lejedes værdi", der som udgangspunkt er højere end den omkostningsbestemte leje. Derfor må man, for det andet, have huslejenævnet på banen. I en eventuel klagesituation skal lejligheden nemlig vurderes efter tilsvarende lejligheder reguleret efter den omkostningsbestemte leje. Og derfor kan man altså alligevel indirekte få glæde af de lavere satser som den omkostningsbestemte leje medfører.
Rent praktisk køber man altså en lejlighed, der er taget i brug før 1. januar 1992. Derefter udlejer man den til junior til en urimelig høj leje. Junior går derefter til huslejenævnet og kræver lejen sat ned. Huslejenævnet vurderer derefter, hvad lejen ville være i en tilsvarende ejendom, som er reguleret efter den omkostningsbestemte leje, og nedsætter lejen til det niveau.
Med den afgørelse i hånden, har man derefter et officielt dokument på, hvad markedslejen for lejligheden er. Et dokument som skattemyndighederne ikke kan underkende, og dermed har man sikret sig den lavest mulige leje i konstruktionen.
