FinansBureauet

Sats på atomkraftaktier

Atomkraft relaterede aktier har været tæt på nedsmeltning siden eksplosionen på Fukushima værket. Og med god grund. Men uanset hvor tragiske begivenhederne i Japan er, så vil atomkraftindustrien med sikkerhed overleve. På samme måde som oliesektoren også overlevede BP katastrofen. Det bør man som investor udnytte til at købe nogle aktier i sektoren, nu hvor de som følge af katastrofen er meget billige.

Sats på atomkraftaktier

Verdens energibehov er til stadighed stigende. En nylig rapport fra Exxon Mobil estimerer at behovet vil stige med 35% i løbet af de næste 25 år. Og i en verden med stadig mindre oliereserver og fokus på drivhuseffekten er chancerne for at atomkraft forsvinder lige så store som chancerne for at Arnold Schwarzenegger nogensinde kommer til at tale forståeligt engelsk.

Som investor kan man enten stille sig i et hjørne og spille fornærmet over det, eller også kan man forsøge at udnytte de nuværende lave kurser til at gøre en god investering. Vælger man det sidste, er her 3 aktier man bør kigge sultent på.

Cameco

Canadiske Cameco er et af verdens førende selskaber indenfor udvinding af uranium. Og da der kun findes stærkt begrænsede mængder heraf, er det et ganske værdifuldt produkt som selskabet er i besiddelse af. Selskabet har fået store klø i kølvandet på katastrofen i Japan og er faldet med 25%. Det gør en investering i selskabet ganske attraktiv netop nu. For selskabet er nemlig bundsolidt og tjener masser af penge. Indtjeningen er projekteret til at stige med 30% alene i år. Og da langt størstedelen af selskabets kontrakter er langsigtede, er de ikke påvirkede af kortsigtede udsving i markedet.

Shaw Group

Amerikanske Shaw Group lever af at designe, bygge og vedligeholde atomkraftværker verden over. Derfor er det ikke overraskende, at også kursen på Shaw Group faldt kraftigt da jordskælvet og tsunamien ramte Japan. Hele 32% blev der indenfor få dage barberet af kursen, og selvom kursen har rettet sig lidt sidenhen, handles aktien stadig med en betragtelig tsunamirabat. Frygten blandt investorer har været, at den japanske katastrofe ville betyde, at opførelsen af atomkraftværker rundt om i verden vil blive forsinkede eller helt aflyst. Og et land som Schweiz har da også allerede delvist trukket i nødbremsen for 3 planlagte værker (selvom Schweiz nok omtrent er det land i verden der er mindst i farezonen for at blive ramt af en tsunami). Men Shaw Group har allerede meldt ud, at de værker som selskabet har kontrakt på at opføre rundt om i verden vil blive opført fuldt ud som planlagt. Og hvad markedet har overset, er at katastrofen faktisk tværtimod snarere vil resultere i øget omsætning for Shaw Group, idet mange af de nuværende atomkraftværker rundt om i verden givetvis vil blive krævet sikkerhedsopgraderet.

USEC Inc.

USEC Inc. er et lidt frækt sats for de mere risikovillige. Selskabet er en lille amerikansk uranium leverandør, som kun med nød og næppe landede med sorte tal på bundlinien sidste år. Og selskabet har generelt været alt andet end en succes siden det gik på børsen for nogle år siden. Men store investeringer fra Toshiba og Babcock & Wilcox sidste år bevidner, at der er tiltro til selskabet. Og USEC har netop indgået en stor kontrakt med russiske TENEX, der sikrer op imod halvdelen af selskabets leverancer de næste 10 år. Selskabet har tabt 30% af dets værdi i indeværende år, hvilket gør potentialet for selskabet så meget desto større netop nu. Hvis selskabet, med de nye investorer i ryggen, får held til for alvor at penetrere markedet, er potentialet meget stort.

Disclosure: Claus Forrai ejer ikke aktier i nogen af de nævnte selskaber

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce