FinansBureauet

Salgstiderne på ejerlejligheder tangerer rekord for årtiet

Det er ikke kun sommerhuse og huse, der bliver revet væk fra ejendomsmæglernes hylder i øjeblikket. Salgstiderne for ejerlejligheder ligger tæt på laveste niveau i de seneste 10 år, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

Én dag. Så meget adskiller den nuværende salgstid for ejerlejligheder sig fra rekorden, som blev sat tilbage i juli 2018, viser en ny opgørelse fra Boligsiden. Dengang blev ejerlejlighederne i gennemsnit solgt på 88 dage, og i september 2020 ligger den gennemsnitlige salgstid for ejerlejligheder på 89 dage.

Det går med andre ord stærkt på markedet for ejerlejligheder. Og statistisk set er der da også tale om, at salgstiden er faldet med otte procent i forhold til september sidste år.

”2020 har været et overraskende år på boligmarkedet og særligt på markedet for ejerlejligheder. Efter at være kommet rigtig godt fra start med et højt salg og stigende priser i begyndelsen af året, var det ejerlejlighederne, der gennemgik det største fald, da coronaen ramte, og det var også denne del af markedet, der tog længst tid om at genfinde sit leje,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”Til gengæld er salget af ejerlejligheder virkelig begyndt at rykke på sig i sidste del af sommeren og her i begyndelsen af efteråret. Vi ser usædvanligt høje handelstal. Og det kombineret med et lavt udbud bidrager til, at den gennemsnitlige salgspris kravlede op over 30.000 kroner per kvadratmeter i september og dermed satte rekord for årtiet. I takt med den stigende efterspørgsel sælges lejlighederne selvfølgelig også hurtigere.”

Aktiviteten i de største byer trækker landsgennemsnittet ned

De steder, hvor efterspørgsel er særlig stor, og hvor ejerlejlighederne sælges ekstra hurtigt, er ikke overraskende i landets to største byer.

Ifølge de nye tal fra Boligsidens Markedsindeks tager det nu i gennemsnit 65 dage at sælge en ejerlejlighed i København, imens den gennemsnitlige salgstid i landets næststørste by, Aarhus, ligger på 74 dage.

”I begge byer er salgstiden forkortet i løbet af det seneste år med henholdsvis 17 og 20 procent. Det er netop den udvikling, der er med til at trække det generelle landsgennemsnit ned. Og ser vi mod Odense og Aalborg, der står for en stor del af de resterende lejlighedshandler i landet, er salgstiden måske nok steget en smule målt op imod september sidste år, men den er stadig lige omkring landsgennemsnittet,” forklarer Birgit Daetz.

For de to byer er der dog kun lagt to dage ekstra til den gennemsnitlige salgstid, og i sidste ende er det markante fald i salgstiden i København og Aarhus årsagen til, at lejlighederne samlet set bliver solgt hurtigere end tidligere.

Udviklingen i salgstiderne for ejerlejligheder i landets største byer:

År 2020

Hele landet

København

Aarhus

Odense

Aalborg

Januar

103

90

111

92

107

Februar

106

92

111

81

103

Marts

104

88

105

84

94

April

98

77

103

80

86

Maj

95

71

98

86

84

Juni

91

65

89

79

90

Juli

92

66

79

73

89

August

90

65

79

84

87

September

89

65

74

84

88

(Tabellen viser det antal dage, som det i gennemsnit har taget at sælge en ejerlejlighed i hver by. Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce