Salgstiden stiger for to ud af tre boligtyper
Sælgere, der skal af med enten lejligheden eller sommerhuset, må væbne sig med en lille smule mere tålmodighed. Salgstiden for begge boligtyper er nemlig steget det sidste år, imens salgstiden for huse ligger nogenlunde stabil.
75 dage og 114 dage. Så lang tid tog det i gennemsnit at sælge en lejlighed og et sommerhus i juni måned. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Det svarer til, at lejlighedssælgerne skal regne med cirka to en halv måned, før lejligheden er solgt og sommerhussælgerne med cirka fire måneder. Det er en lille stigning i forhold til samme tidspunkt sidste år, hvor den gennemsnitlige salgstid lå på henholdsvis 54 og 98 dage for de to boligtyper.
”Vi befinder os i en helt anden situation, end vi gjorde sidste år. For godt nok var tempoet på bolighandlerne stilnet en lille smule af i sommeren sidste år sammenlignet med begyndelsen af 2021, men der var stadig rigtig godt gang i handlerne med både lejligheder og sommerhuse,” forklarer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
”I år har vi især set en opbremsning i salget af lejligheder igennem foråret i takt med, at stigende renter og øvrige øgede omkostninger har gjort det dyrere for køberne at finansiere deres nye bolig. Og når der bliver færre købere, afspejler det sig selvfølgelig også i den tid, som det tager at sælge sin bolig, hvorfor vi nu ser en stigning i salgstiden.”
Salgstiden for huse er nogenlunde stabil
For både lejligheder og sommerhuse gælder det, at den gennemsnitlige salgstid i store træk er kravlet en lille smule op måned for måned igennem det seneste år, hvorefter der er sket et mindre fald i foråret 2022. Men dog ikke et større fald, end at den årlige ændring i salgstiden stiger med 39 procent for lejligheder og 16 procent for sommerhusene.
Sådan ser det til gengæld ikke ud for villaer og rækkehuse.
Her har salgstiden i det seneste år svinget mellem 100 dage, da den var lavest og op til 114 dage, da den var højest i marts måned i år. Ligesom for lejligheder og sommerhuse er der også her sket et mindre fald i salgstiden i foråret, hvilket bringer den aktuelle salgstid i juni ned på 107 dage.
”Udviklingen i salgstiden for villaer og rækkehuse følger egentlig de normale sæsonudsving meget godt. Salgstiden faldt på vej ind i efteråret sidste år, for derefter at stige igennem vinteren og det tidlige forår i år. Og så har vi senest set et mindre fald i de seneste måneder i år,” siger Birgit Daetz.
Med den aktuelle salgstid på gennemsnitlig 107 dage svarer det til, at hussælgerne nu skal regne med cirka tre en halv måned, før de får huset solgt.
Udvikling i den gennemsnitlige salgstid opdelt per boligtyper (antal dage):
Måned |
Villaer/rækkehuse |
Ejerlejligheder |
Sommerhuse |
Juni 2022 |
107 |
75 |
114 |
Maj 2022 |
109 |
74 |
121 |
April 2022 |
110 |
76 |
128 |
Marts 2022 |
114 |
80 |
133 |
Februar 2022 |
113 |
80 |
136 |
Januar 2022 |
110 |
78 |
127 |
December 2021 |
105 |
73 |
116 |
November 2021 |
103 |
68 |
105 |
Oktober 2021 |
101 |
63 |
98 |
September 2021 |
100 |
59 |
91 |
August 2021 |
101 |
55 |
89 |
Juli 2021 |
103 |
53 |
89 |
Juni 2021 |
108 |
54 |
98 |
Ændring seneste år |
-1% |
39% |
16% |
(Tabellen viser det antal dage, som det i gennemsnit har taget af sælge en bolig i den pågældende måned inden for hver af de tre boligtyper. Kilde: Boligsiden)