Salgsprocenten stiger: Flere har succes med boligsalget
Lidt flere boligsælgere havde held med at sælge en bolig i juni sammenlignet med de foregående måneder. Den såkaldte salgsprocent er nemlig steget, viser nye tal fra Boligsiden. Det betyder, at en større andel af boliger til salg fjernes fra markedet, fordi de er solgt og ikke af anden årsag.
I juni måned var der lidt flere sælgere, der fjernede til-salg-skiltet fra deres ejendom, fordi de lykkedes dem at få boligen solgt.
Det fremgår af nye tal fra Boligsiden, som viser, at den såkaldte salgsprocent er steget i fra maj til juni måned.
Salgsprocenten er et tal for, hvor mange af de boliger, der bliver fjernet fra boligmarkedet, som reelt bliver solgt, og som derved ikke bliver fjernet af en anden årsag.
Der, hvor salgsprocenten er steget mest fra maj til juni, er på markedet for ejerlejligheder og sommerhuse.
Starter vi med lejlighederne, så var det 78,8 procent af alle de sælgere, der fjernede en lejlighed fra markedet i juni måned, som havde solgt boligen. Det er 1,9 procentpoint flere, end det var tilfældet i maj måned.
Samtidig ligger salgsprocenten for ejerlejligheder i juni i år 4,3 procentpoint over niveauet for samme måned sidste år, hvor salgsprocenten lød på 74,6 procent.
”Når vi kigger på udviklingen i salgsprocenten, så var markedet for ejerlejligheder særlig hårdt ramt i andet halvår 2022, hvor salgsprocenten ramte bunden i november måned sidste år med 57,7 procent,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”Derfor er det også imponerende, at salgsprocenten for ejerlejligheder allerede nærmer sig de 80 procent nu her i juni måned. En del af forklaringen er, at der igen hersker en optimisme på boligmarkedet, hvor der særligt for ejerlejligheder er gode muligheder for at få boligen solgt på grund af et aktuelt lavt udbud.”
Sommerhusene er også over sidste års niveau
Retter vi blikket mod markedet for sommerhuse, viser det sig, at salgsprocenten endte på 84,7 procent i juni måned. Det er også 1,9 procentpoint mere, end det var tilfældet i maj.
Dertil gælder det også for sommerhusene, at salgsprocenten for juni i år ligger over sidste års niveau med 0,9 procentpoint.
”Det er ikke mange sommerhussælgere, der må opgive salget og fjerne boligen fra markedet uden at få ferieboligen solgt. Det understreger igen, at populariteten for sommerhuse synes at være vedvarende. Samtidig tyder det på, at der er rift om de få sommerhuse, der er til salg, hvilket skyldes, at udbuddet fortsat er på et lavt niveau og længe har været det,” siger Birgit Daetz.
Mindre månedlig stigning for huse
For husene lyder salgsprocenten for juni måned på 74,5 procent. Det er 0,7 procentpoint mere end i maj.
Og modsat lejlighederne og sommerhusene ligger salgsprocenten for husene lavere i juni i år end samme måned sidste år med 3,5 procentpoint.
”Udbuddet af både sommerhuse og ejerlejligheder er på et forholdsvist lavt niveau samtidig med, at der er en stigende købelyst. Det gør, at der i nogle tilfælde er en større efterspørgsel, end der er varer på hylderne, og derfor er chancerne for et salg også ganske gode for både sommerhuse og lejligheder,” siger Birgit Daetz og fortsætter:
”Det er der generelt set også for husene, og en salgsprocent på over 70 procent er også ganske pænt. Men markedet for huse er også langt større og mere tilstedeværende i hele landet, hvor der nogle steder er færre interesserede købere, end der er huse til salg, og det mønster vil naturligvis påvirke landsgennemsnittet for salgsprocenten.”
Sådan har salgsprocenten udviklet sig:
Måned/år |
Villaer/rækkehuse |
Ejerlejligheder |
Sommerhuse |
jun-22 |
78,0% |
74,6% |
83,7% |
jul-22 |
77,8% |
69,5% |
82,0% |
aug-22 |
73,1% |
70,3% |
81,6% |
sep-22 |
67,5% |
61,4% |
71,5% |
okt-22 |
61,4% |
58,2% |
65,9% |
nov-22 |
63,3% |
57,7% |
63,2% |
dec-22 |
63,7% |
60,7% |
69,3% |
jan-23 |
65,5% |
61,0% |
67,8% |
feb-23 |
73,6% |
73,5% |
77,3% |
mar-23 |
72,1% |
72,4% |
78,2% |
apr-23 |
73,2% |
76,0% |
79,8% |
maj-23 |
73,7% |
76,9% |
82,8% |
jun-23 |
74,5% |
78,8% |
84,7% |
Årlige ændring |
-3,5 procentpoint |
4,3 procentpoint |
0,9% procentpoint |
Månedlige ændring |
0,7 procentpoint |
1,9 procentpoint |
1,9 procentpoint |
Tabellen viser den månedlige salgsprocent i perioden juni 2022 og frem til og med juni 2023 fordelt på boligtyper. Dertil fremgår den årlige og månedlige ændring i procentpoint. Kilde: Boligsiden