FinansBureauet

Salgsprocenten falder: Så mange sælgere dropper at få boligen solgt

Nye tal fra Boligsiden viser, at flere boligsælgere fjerner til-salg-skiltet uden at få boligen solgt i forhold til sidste måned. Den dalende salgsprocent gælder for samtlige boligtyper og har hidtil været en generel tendens i år.

Et stigende antal boligsælgere synes at droppe at få solgt den bolig, de har sat til salg.

Nye tal fra Boligsiden viser nemlig, at der i løbet af 2022 har været en faldende salgsprocent på samtlige boligtyper i løbet af 2022. En tendens, som er intensiveret i løbet af september måned.

Salgsprocenten er et tal for, hvor mange af de boliger, der bliver fjernet fra boligmarkedet, som reelt bliver solgt. Og her viser det sig, at flere boligsælgere altså - af den ene eller anden årsag – nu tager til-salg-skiltet ned og fjerner boligen fra markedet uden at få den solgt.

Udviklingen er mest udbredt på ejerlejlighedsmarkedet. Her lå salgsprocenten på 62 procent for september i år, hvilket er et fald på 11 procentpoint sammenlignet med august måned, og som i øvrigt er væsentlig lavere end det niveau, vi har set de seneste år for september måned.

Samtidig skal vi helt tilbage til maj 2012 for at se en salgsprocent i den størrelsesorden, som dengang lå på 63 procent.

”Markedet for ejerlejligheder har reageret voldsomt på tidens økonomiske udfordringer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i form af betydelige prisfald, færre handler og nu også en faldende salgsprocent,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.  

”Det hænger især sammen med, at ejerlejlighederne koncentrerer sig i landets storbyer, hvor priserne er steget eksplosivt i løbet af de seneste år. Det gør, at lejlighedsmarkedet er mere følsomt over for blandt andet renteudsving og ændringer i de finansielle markeder, som jo netop er højaktuelt lige nu, og som er med til at udfordre sælgerne,” uddyber hun.

Salgsprocent for huse minder om niveau før corona

Det er ikke kun ejerlejlighedsmarkedet, der er ramt af en dalende salgsprocent. Salgsprocenten for huse lå på 67 procent i september i år, hvilket er et fald på otte procentpoint sammenlignet med salgsprocenten for huse i august.

Her skal vi tilbage til januar 2019 for at se en tilsvarende salgsprocent for hussalget.

”Salgsprocenten for huse minder om et niveau fra 2019, hvilket kan tyde på, at vi begynder at være på højde med den normal, som vi havde før corona. Vi kommer dog ikke udenom, at rentestigninger, inflationen og energikrisen på kort tid har skabt usikkerhed blandt potentielle boligkøbere uagtet boligtype. boligtyper,” forklarer Birgit Daetz og fortsætter:

”Boligkøbernes lånemuligheder har på kort tid ændret sig uden vished om, hvorvidt det snart kan ske igen Derfor afventer flere situationen, før de underskriver en købskontrakt. Og derfor får boligsælgerne selvsagt også sværere ved at komme af med en bolig til den ønskede pris, hvorfor flere kan se sig nødsaget til at tage boligen af markedet uden at få den solgt.”

Salgsprocenten for sommerhuse lå på 73 procent i september måned, og her er der tale om et fald på 10 procentpoint i forhold til måneden forinden.

Sådan har salgsprocenten udviklet sig lokalt

Der er, som oftest, store forskelle, på boligmarkedets udvikling, når man kigger på danmarkskortet.

Ser man konkret på salgsprocenten for lejlighedsmarkedet i landets 10 største byer samt Frederiksberg, hvor koncentrationen af ejerlejligheder er størst, er det Esbjerg, der har den laveste salgsprocent på 39 procent.

Hvad angår salgsprocenten for huse, så har 72 ud af landets 98 kommuner oplevet et fald fra august til september i år, mens de resterende kommuner enten har en uændret eller stigende salgsprocent i perioden.

ANNONCE
Kilde: Boligsiden - Salgsprocenten falder: Så mange sælgere dropper at få boligen solgt Kilde: Boligsiden
Del

Seneste nyt

Annonce