FinansBureauet

Salget af store lejligheder stiger og presser udbuddet i bund

Salget af ejerlejligheder er steget, og særligt de store lejligheder over 95 kvadratmeter går som varmt brød. Det presser udbuddet ned på et lavt niveau.

Er du på jagt efter en ejerlejlighed på 95 kvadratmeter eller mere, er udvalget noget lavere, end det plejer at være. Det seneste år er udbuddet af de store lejligheder nemlig faldet med 19 procent, mens det er steget for de små og mellemstore. Det viser nye tal fra Boligsiden.

Faldet i udbuddet sker som en logisk konsekvens af, at netop salget af de store lejligheder er steget i samme periode med 42 procent.

”Stigningen i salget af de store lejligheder er langt større end stigningen i salget af de små og mellemstore, så det er sikkert at konkludere, at lejlighedskøberne har fået mere appetit på at købe stort. Det kan hænge sammen med, at boligejernes friværdier er steget meget som konsekvens af de stigende priser, og at de dermed har råd til at flytte til større lejligheder end tidligere,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:

”Generelt er udbuddet af boliger begyndt at stige igen efter en lang periode med store fald, men der er dele af boligmarkedet, hvor den tendens ikke er vendt. Sådan er det med de store lejligheder, og derfor er konkurrencen her fortsat enormt stor – særligt i de store byer.”

Tendens er tydelig i København

I København er der i årets første syv måneder solgt 1.553 store ejerlejligheder mod 1.140 i samme periode året før. Det er altså særligt landets hovedstad, der trækker stigningen i salget, og derfor har de københavnske købere fået færre store lejligheder at vælge imellem.

”De købere, der går på markedet nu for at købe en lejlighed i København på over 95 kvadratmeter, har langt mindre at vælge imellem, end hvis de havde startet sidste sommer. Det kan betyde, at du som køber kan blive nødt til at betale overpris for at få den bolig, du gerne vil have. Alternativt kan du vælge en mindre lejlighed eller flytte længere væk fra byen, end du havde planlagt,” siger Birgit Daetz.

Tendensen er den samme i mindre skala i Aarhus og Aalborg, hvor salget af de store lejligheder ligeledes stiger, og udbuddet falder.

I både København, Aarhus og Aalborg stiger udbuddet af de små og mellemstore lejligheder.

Udviklingen i udbud på ejerlejligheder i forskellige størrelser:

År og måned

(0-50 m2)

(51 – 94 m2)

(95- m2)

202001

464

2970

2187

202002

466

2875

2134

202003

505

2931

2133

202004

491

3090

2204

202005

489

2967

2277

202006

491

2864

2260

202007

488

2825

2229

202008

470

2807

2239

202009

429

2685

2156

202010

405

2557

2092

202011

379

2398

1979

202012

316

2155

1810

202101

328

2061

1713

202102

327

2038

1668

202103

376

2285

1692

202104

382

2367

1724

202105

447

2497

1710

202106

565

2872

1812

202107

588

3026

1802

Ændring seneste år

20,5%

7,1%

-19,2%

(Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce