Salget af sommerhuse er fordoblet på fem år
Mens handelsaktiviteten er stagneret på markedet for ejerlejligheder, så er der siden 2014 sket en eksplosiv stigning i salget af sommerhuse, viser nye handelstal fra Boligsiden.
Det danske marked for sommerhuse har fået en forrygende start på 2019, og i årets første tre måneder blev der solgt 1.874 fritidsboliger på landsplan.
Det er en stigning på 16 procent i forhold til samme periode i rekordåret 2018 og en fordobling, hvis man sammenligninger med første kvartal i 2014. Det viser nye handelstal fra Boligsiden.
”Der er flere grunde til, at salget af sommerhuse stiger med raketfart i øjeblikket. En lille del af årsagen skal nok findes i det fantastiske vejr, der prægede Danmark hele sidste sommer”, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden, og tilføjer:
”Dertil kommer de nye regler for belåning af sommerhuse, som trådte i kraft i 2017, og som gjorde det muligt at realkreditfinansiere en større del af lånet til et sommerhus. Det har gjort markedet mere attraktivt for en større skare af købere og er sammen med den generelle gunstige økonomiske situation afgørende for det gode sommerhussalg.”
De nye regler betyder, at det nu er muligt at realkreditfinansiere 75 procent af værdien af et sommerhus mod 60 procent tidligere.
Størst fremgang i Jylland
Og det er gået frem for salget i hele landet. Det er dog især i Jylland, at køberne har fået øjnene op for sommerhusmarkedet.
Således kan landsdelene Vestjylland, Sydjylland og Nordjylland bryste sig af stigninger i salget på henholdsvis 172, 144 og 142 procent siden 2014.
Enkelte kommuner har udviklet sig fra at have relativt få handler til at blive nogle af de mest populære sommerhusområder. Salget er eksempelvis steget med 250 procent i Ringkøbing-Skjern, således at der i de første tre måneder af 2019 blev solgt 129 sommerhuse.
At det går så godt for sommerhusmarkedet i Vestjylland, kan også tilskrives de lempeligere regler for sommerhusejere ifølge Birgit Daetz.
”Det er blevet populært at holde ferie i Danmark – ikke mindst på grund af den fantastiske sommer i 2018 – og tyske turister elsker jo den jyske vestkyst, og de nye regler, der blev indført i 2017, har gjort det ekstra attraktivt at købe sommerhus med henblik på udlejning, så det har givetvis motiveret mange vestjyder til at investere i en fritidsbolig,” siger hun.
Stadig røde tal for ejerlejligheder
Mens de danske sommerhuse bliver solgt som varmt brød i øjeblikket, så ser det stadig ud til at være gået i stå på markedet for ejerlejligheder.
I sidste måned blev der solgt 1.495 af slagsen, og marts var dermed den 11. måned i træk, hvor salget lå lavere end samme periode året forinden.
Der er dog fremgang at spore ifølge Birgit Daetz.
”En årrække med store prisstigninger på markedet for ejerlejligheder har nu fået mange købere til at være mere forsigtige med at investere i en lejlighed. Men hvor salget af lejligheder i januar og februar lå 14-18 procent under sidste års niveau, lå antallet af handler i marts kun 1,6 procent under niveauet for samme måned sidste år,” siger hun og tilføjer:
”Handelsaktiviteten har været stigende i Københavns omegnskommuner, Aarhus, Aalborg, Odense og enkelte større byer i trekantsområdet. København oplevede i marts kun et beskedent fald.”
Se top fem over landsdele med størst stigning i salg af sommerhuse.
Øvrige nøgletal:
- På markedet for ejerlejligheder blev der i marts solgt 1.495 enheder, hvilket er et lille fald på to procent sammenlignet med marts 2018.
- I første kvartal 2019 er der solgt 11.141 huse. Det er en stigning på 48 procent i forhold til samme periode i 2014.