Salget af huse fortsætter fremgang under sløv periode for ejerlejligheder
Mens salget af ejerlejligheder er dykket til et niveau fra før stort rentefald, fortsætter handlen med både huse og fritidsboliger med at stige, viser handelstal fra Boligsiden.dk.
Salget af villaer og rækkehuse har fået en flyvende start på det nye år, og antallet af handler ligger på det højeste niveau i dette årti.
Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk, der har gennemgået handelstallene for de første to måneder af året.
Her fremgår det, at der i januar og februar er blevet solgt 7.055 villaer og rækkehuse. Det er en lille stigning i forhold til 2018, men en markant udvikling siden før det store rentefald, der blev indført i februar 2015.
På fem år er handelsaktiviteten i årets første to måneder således steget med 48 procent på markedet for villaer og rækkehuse.
”Rentefaldet i 2015 gav et boost til handelsaktiviteten for alle boligtyper. Og mens vi ser, at den er stagneret på markedet for ejerlejligheder, så er der stadig godt gang i salget af huse. Det skyldes ikke mindst, at de høje priser på ejerlejligheder – især i de store byer – får nogen købere til at vende blikket mod husmarkedet,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden.dk.
Flere køber sommerhuse – især i Nordjylland
Den øgede handelsaktivitet gør sig også gældende på markedet for fritidshuse. I januar og februar er der solgt 1.111 fritidshuse, hvilket er det højeste antal for perioden i dette årti og næsten en fordobling, hvis man sammenligner med de to første to måneder af 2014.
”Vi har set store prisstigninger på boligmarkedet i de seneste år, og der er mange, der har fået mere friværdi, som de bruger på ejendom nummer to. At vi i 2018 havde en fantastisk sommer med et rekordstort antal solskinstimer har sikkert også givet mange lyst til at købe et sommerhus,” siger Birgit Daetz.
Det er særligt i Nordjylland, at der er kommet gang i handlen med sommerhuse i årets første to måneder. I 2014 blev der blot solgt 69 af slagsen i januar og februar.
Derefter er kurven skudt i vejret, og i de to første måneder af indeværende år er der solgt 174 sommerhuse i det nordligste Danmark.
Se oversigterne over ændringen i salget af huse og sommerhuse på Boligsiden.dk.