FinansBureauet

Sælgers marked: Rekordfå huskøbere får nedslag i prisen

Nye tal fra Boligsiden viser, at det er blevet sværere at forhandle om prisen, når du skal købe en villa. Andelen af hushandler, der ender med et nedslag i prisen, er nemlig rekordlav.

Tidligere har det været mere reglen end undtagelsen, at der blev givet et nedslag i prisen, når danskerne købte hus. Men nye tal fra Boligsiden afslører, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan længere.

Andelen af hushandler, der gennemføres til en reduceret pris, er nemlig rekordlav. Konkret er der tale om, at 74,9 procent af alle villahandler i tredje kvartal 2019 blev gennemført med et nedslag i prisen. Det er den laveste andel i de seneste 10 år, når vi ser på de enkelte kvartaler i de pågældende år.  

”Vi har netop konstateret, at købesummen for villaer og rækkehuse i 2019 er rekordhøj, og samtidig viser de seneste tal også, at salgstiden generelt daler i hele landet. Det er med andre ord sælgers marked i øjeblikket, og den øgede efterspørgsel på netop villaer i Danmark er selvfølgelig medvirkende til, at det bliver sværere at forhandle sig frem til et nedslag i prisen, ” siger Kasper Fredløv Sonberg, der er boligøkonom på Boligsiden.

I det netop afsluttede tredje kvartal er der knap 20 procent af de samlede villahandler, der er solgt til prisen, imens cirka fem procent af solgt til over prisen.

Størrelsen på nedslaget er også rekordlavt

Samtidig med, at der er færre huskøbere, der rent faktisk får forhandlet sig frem til en reduceret pris, så er størrelsen af det nedslag, som bliver givet, også rekordlavt.

Det gennemsnitlige nedslag i prisen er i tredje kvartal 2019 på 82.990 kroner, hvilket også er det laveste niveau siden 2009.

”Tallene er udtryk for, at der generelt er rigtig godt gang i markedet for villaer, og hvis man finder drømmehuset, skal man i øjeblikket ikke forvente store nedslag. Det er der for mange interesserede købere til,” siger Kasper Fredløv Sonberg.

Lidt har de danske huskøbere dog alligevel sparet. I tredje kvartal 2019 er der samlet set givet nedslag i prisen for i alt 851 millioner kroner. Og rabatten er givet på i alt 10.257 handler.

Flere får nedslag på ejerlejlighederne

Imens andelen af handler med nedslag falder for villaerne, er det omvendte tilfældet, når vi ser på ejerlejlighederne. Her er der i gennemsnit givet lidt flere nedslag i tredje kvartal. Konkret er der her tale om, at 73,6 procent af handlerne indebar et nedslag i prisen, imens det i andet kvartal af 2019 var 73 procent. Og ser vi et år tilbage på tredje kvartal 2018 lå andelen dengang på 70,3 procent..

”Aktiviteten på markedet for ejerlejligheder er ikke lige så høj, som den før har været. Udbuddet her er blevet større, og det tager længere tid at sælge en ejerlejlighed i dag. Derfor er det også naturligt, at der i flere tilfælde gives et nedslag. Til gengæld kan vi se, at det gennemsnitlige beløb, der gives i nedslag, er faldet en lille smule,” konstaterer Kasper Fredløv Sonberg.

I de ejerlejlighedshandler, hvor der i tredje kvartal er givet nedslag, har det i gennemsnit drejet sig om 66.948 kroner.

Sådan er det gået med nedslaget i pris for villaer:

År (3. kvartal)

Andel med nedslag

Gns. nedslag (kroner)

2009

82,2%

127.595

2010

82,9%

111.133

2011

86,8%

131.768

2012

83,0%

120.824

2013

84,0%

113.783

2014

83,5%

104.453

2015

78,2%

88.798

2016

77,6%

87.199

2017

75,4%

83.728

2018

76,5%

85.869

2019

74,9%

82.990

(Tallene er trukket 23. oktober, og de gælder for solgte villaer i tredje kvartal i de pågældende år. Kilde: Boligsiden)

Sådan er det gået med nedslaget i pris for ejerlejligheder:
 

År (3. kvartal)

Andel med nedslag

Gns. nedslag (kroner)

2009

79,1%

83.616

2010

77,6%

70.136

2011

81,8%

81.708

2012

75,0%

64.794

2013

68,6%

53.602

2014

69,0%

50.737

2015

60,7%

41.766

2016

62,8%

44.455

2017

61,5%

47.403

2018

70,3%

62.881

2019

73,6%

66.948

(Tallene er trukket 23. oktober, og de gælder for solgte ejerlejligheder i tredje kvartal i de pågældende år. Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce