FinansBureauet

Sådan tackler du den lave rente

Træt af den lave rente du får på opsparingskontoen? Her er 5 gode råd til hvordan du får forrentet penge bedre.

www.freeimageslive.co.uk - Sådan tackler du den lave rente www.freeimageslive.co.uk
Renten er rekordlav. Dejligt for boligejere med lån i boligen, og andre med nettogæld. Men et problem for folk med penge på bankkontoen, som må finde sig i at stort set ikke at få forrentet pengene.
 
Det er nemlig mere end almindeligt svært at få presset et ordentligt afkast ud af sine opsparede midler for tiden, men mindre man er parate til at tage chancer på det stedvist opskruede ejendoms- eller aktiemarked.
 
Men hvad gør man så, hvis man i disse lavrentetider gerne vil opnå et bare nogenlunde fornuftigt afkast på de opsparede midler, så man i det mindste holder inflationen fra at æde formuen op? Her er en række anbefalinger til placering af formuen, afhængig af hvor stor risiko man er parat til at løbe.
 
Risikobarometer – meget lav
 
Aftaleindskud:
At sætte pengene i banken er noget nær den mest risikofrie måde at placere sin formue. Desværre giver det ofte ikke mere i afkast end at placere pengene under hovedpuden. På en almindelig lønkonto, er det mere end almindeligt svært at få et fornuftigt afkast. I alle tilfælde hos storbankerne.
 
Vil man acceptere at pengene bindes i en kortere eller længere periode vil man som oftest også kunne få en højere rente. Og faktisk er det ikke særligt svært at finde frem til nogle af markedets bedste tilbud. På www.mybanker.dk kan man nemlig sætte sit indskud på ”auktion”, hvor pengeinstitutterne kan byde på hvad de vil betale i rente for indskuddet. Afhængigt af hvor længe pengene bindes, og hvor mange penge det drejer sig om, er det ikke usædvanligt at få tilbudt en rente på 2,5 til 3%. Det er dog langt fra alle pengeinstitutter der er med i auktionsordningen, hvorfor det med tilbuddet fra mybanker i hånden nogle gange stadig vil kunne betale sig efterfølgende selv at kontakte nogle andre pengeinstitutter, for at høre om de kan presses til et endnu bedre tilbud. 
 
Sådan gør du: Indhent tilbud via www.mybanker.dk på anfordringsindskud. Spørg dit eget eller andre pengeinstitutter om de kan overgå tilbuddet indhentet via mybanker
 
Risikobarometer – lav
 
Korte obligationer:
Forudsat at man holder sig fra de mere eksotiske af slagsen, er obligationer at betragte som noget af de mest sikre. Og obligationer kan godt være vejen frem til at sikre sig et lidt højere afkast end normalt, uden at løbe den store risiko. Men det kræver omtanke, for man kan nemt komme til at vælge de forkert. Hvad der er de forkerte og hvad der er de rigtige afhænger bl.a. af skatteforhold og tidshorisont.
 
Obligationer med lang tid til udløb giver ofte et højere afkast end obligationer med kort løbetid. Men risikoen er også større. Stiger den lange rente, vil kursen på obligationerne falde, og medmindre man holder dem til udløb (hvad de færreste gør) risikerer man derfor et stort kurstab. Et kurstab der kan bevirke at det samlede afkastet bliver decideret negativt.
 
Skal risikoen være lille, og er investeringshorisonten kort, må man derfor ty til korte obligationer (dvs obligationer med kort løbetid). Her svinger kursen ikke nær så meget, da der er kort tid til obligationen skal indfries.
 
Sådan gør du: Vælg en obligation der har udløb efter et antal år der svarer til din investeringshorisont
 
Risikobarometer – mellem
 
Aktier med højt udbytte:
Alle undersøgelser viser, at aktier giver højere afkast end obligationer over tid. Men risikoen for at løbe ind i store øretæver er også meget større. Det kan alle der har haft teknologiaktier de seneste 5 år tale med om. Så når man bevæger sig ind på aktiemarkedet, bevæger man sig også ud i mere risikable investeringer. Anderledes kan det ikke være.
 
Men der findes dog strategier der er effektive til at begrænse risikoen til det rimelige, uden at man giver afkald på aktiemarkedernes mulighed for højt afkast.
 
Hvis man går målrettet efter store solide selskaber med fornuftig indtjening, der betaler højt udbytte år efter år, går man sjældent helt galt i byen.
 
Og selvom det som regel ikke er de mest ”spændende” aktier der opfylder disse kriterier, kan de sagtens opleve fornuftige kursstigninger. Selvfølgelig kan aktien også tabe i værdi, men den faste udbyttebetaling lægger ofte en bund under hvor galt det kan gå. Og skulle aktien falde midlertidigt i værdi, kan man jo glæde sig over det løbende udbytte, der klart overgår hvad man kan opnå af forretning på såvel aftaleindskud, såvel som på de fleste obligationstyper.
 
På det danske aktiemarked er det i øjeblikket ikke mindst TDC og til dels Roblon som udmærker sig med et højt direkte afkast.
 
Sådan gør du: Find selskaber med stor solid indtjening, høj udbyttebetaling og en præcist defineret udbyttepolitik. På det danske marked gælder det eksempelvis TDC og Roblon. Hold løbende øje med kursen. Hvis aktien stiger, kan man måske med fordel indkassere gevinsten, og uskifte aktien med en anden, der opfylder ovennævnte kriterier. Disclosure: Claus Forrai ejer aktier i såvel TDC som Roblon, og har omtrent gjort det i hundrede år, og kan finde på at sælge aktierne igen når som helst, og til hvem som helst, men kan også finde på at holde dem i hundrede år mere.
 
Risikobarometer – høj
 
Lukkede realkreditobligationsserier
Er man parat til at tage en lidt større chance i sin søgen efter et pænt afkast, bør man kigge lidt sultent på nogle af de lukkede realkreditobligationsserier, da det effektive afkast er ganske højt. Her ligger kursen et pænt stykke over kurs 100, og da lånene er konverterbarre er der umiddelbart en mulighed for et stort kurstab, hvis låntagerne konverterer deres lån. Sandsynligheden for at det sker, er imidlertid bare ikke overvældende stor. De boligejere der ikke for længst har konverteret deres 6, 7 eller 8 % lån er nemlig godt og grundigt udenfor pædagogisk rækkevidde. Og det samme begynder at gøre sig gældende for 5 % lånene. Så når boligejerne med den slags lån ikke allerede har konverteret, er sandsynligheden for at de gør det i fremtiden heller ikke overvældende stor. Risikofrit er det bestemt ikke, men risiko/afkast forholdet er forholdsvist attraktivt.
 
Sådan gør du: Overvej hvor stor risiko du vil tage. Jo højere kuponrente, jo højere effektive rente, men også jo højere risiko. Hold løbende øje med kursen. Hvis den stiger, kan der måske være fordel i at udskifte obligationen med en anden serie
 
Risikobarometer – meget høj
 
Byggegrunde
Fast ejendom har i folkemunde altid haft ry for at være en god investering. Og tjener den faste ejendom også som bolig for en selv, findes der næppe bedre investeringer. Men også som spekulationselement kan fast ejendom være en guldrandet investering. Men bestemt også en risikabel investering. Der findes to tilgangsvinkler til at prøve kræfter som ejendomsspekulant. Man kan købe en eksisterende ejendom, som kan benyttes til udlejning. Fordelen er, at man får et løbende afkast af investeringen i form af lejeindtægter. Ulempen er, at det er forholdsvis meget kapital man binder ved denne type investering. Og udover den generelle risiko man påtager sig ved at bevæge sig ud på ejendomsmarkedet, påtager man sig også en specifik risiko med den konkrete ejendom, med hensyn til betalingsevnen for lejeren af ejendommen.
 
Den ”rendyrkede” form for ejendomsinvestering er i virkeligheden derfor at investere i byggegrunde. Når ejendomme stiger i værdi (udover inflationstaksten), er det nemlig i virkeligheden ikke selve ejendommen der stiger i værdi, men derimod den grund som bygningen ligger på. Gevinsten i kroner og ører vil derfor ofte være den samme om man ligger inde med en tom byggegrund, eller om der ligger en bolig på grunden. Men kapitalbindingen er klart mindre ved kun at købe den byggegrunden, hvorfor den procentvise gevinst er meget større.
Ejendomsmarkedet oplever ligesom alle andre markeder både perioder med faldende såvel som stigende priser. Men er investeringshorisonten tilstrækkelig lang, og man derfor har råd til at ignorere perioder med faldende priser, vil man sjældent gå galt i byen ved at købe attraktivt beliggende byggegrunde. 
 
Sådan gør du: Find byggegrunde i attraktive områder, eller har potentiale til at blive det. Det kan enten være i Danmark eller i udlandet. Sørg for, at der ikke er byggepligt på grunden, eller er andre restriktioner der forhindrer, at grunden blot fungerer som investeringsobjekt.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce