Sådan sikrer du dig de bedste vilkår ved flyforsinkelser og -aflysninger
Inden længe drager en stor del af den danske befolkning på vinterferie, og det sker for manges vedkommende med fly. Ofte resulterer det i travlhed hos flyselskaberne, som i værste fald kan betyde flyforsinkelser og -aflysninger. I den forbindelse har Spar Nord sammen med rejseportalen Final.Call.travel samlet fire gode råd til, hvordan du sikrer dig de bedste vilkår.
Mange danskere rejser til Syden i løbet af vinteren, hvor de fleste kan se frem til dage med høj sol og hvide sandstrande eller en storbyferie i en af Europas mange metropoler. Det giver pres på lufthavnene, og derfor er det heller ikke utænkeligt, at nogle rejsende vil opleve forsinkede eller aflyste fly.
I sådan en situation kan det ifølge Jens Nyholm, som er cheføkonom hos Spar Nord, være en god ide at kende til sine rettigheder som flypassager. Det kan nemlig ramme hårdt på pengepungen, hvis flyet bliver forsinket eller aflyst, og man ikke har sat sig ind i reglerne:
- Selvom flyrejser generelt set er blevet billigere, så udgør rejser stadig en stor post i de fleste danskeres økonomi. Her kan flyforsinkelser, overbookninger og aflysninger bidrage til, at det bliver en endnu større udgift, hvis man selv skal betale for mad i lufthavnen, overnatning på hotel eller i værste fald en helt ny billet i, udtaler han og fortsætter:
- Derfor kan det godt betale sig at kende til de rettigheder, man har som flypassager, inden man drager på efterårsferie. Det kan nemlig i sidste ende betyde, at man får penge i kompensation i stedet for at betale selv.
Derfor kommer Spar Nord sammen med rejseportalen Final.Call.travel med fire gode råd til, hvad du skal gøre for at sikre dig de bedste økonomiske vilkår, hvis dit fly bliver forsinket eller aflyst.
1. Mød op, selvom dit fly er forsinket
Ifølge Flemming Lundberg Poulsen, der er chefredaktør hos rejseportalen Final.Call.travel, er det – medmindre flyselskabet oplyser dig om andet – en god ide at møde op i lufthavnen, selvom flyet er forsinket:
- Kigger man på EU’s regler, har flypassagerer ret til en kompensation på op mod 4.500 kroner, hvis flyet bliver forsinket eller aflyst, og man flyver fra en europæisk lufthavn eller rejser med et europæisk flyselskab. Og selvom det kan virke ulogisk, at selskabet kræver, at du alligevel møder op til tiden, så kan det være en rigtig god idé, da du ellers risikerer at miste retten til kompensation, forklarer han og fortsætter:
- Du skal nemlig stå klar, hvis forsinkelsen pludselig bliver kortere end forventet, eller flyselskabet får mulighed for at ombooke dig til en anden afgang.
2. Skriv ikke under på kompensation ved ombookning
Hvis flyselskabet har overbooket afgangen, skal man ifølge Flemming Lundberg Poulsen være opmærksom, når selskaberne tilbyder dig frivilligt at rejse med et senere fly mod en mindre kompensation:
- Det beløb, man bliver tilbudt, er ofte lavere end den kompensation, som man har ret til. Derfor skal man som udgangspunkt aldrig skrive under på selskabets foreslåede aftale, hvis man ønsker den retmæssige kompensation – medmindre man er villig til at acceptere et mindre beløb for at blive ombooket frivilligt, forklarer Flemming Lundberg Poulsen og understreger, at du har ret til at blive ombooket til et andet fly, uanset om du tager imod tilbuddet eller ej.
- Nogle selskaber tilbyder også vouchers til nye rejser som kompensation. Her skal man også være opmærksom, før man tager imod, da gyldigheden og vilkårene kan have visse begrænsninger.
3. Søg selv om kompensation
Hos nogle flyselskaber er det ifølge Flemming Lundberg Poulsen blevet en normal praksis at afvise passagerers krav om kompensation, uanset hvor velbegrundet kravet er. I disse tilfælde er det muligt at søge hjælp hos virksomheder, der er specialiserede i passagerrettigheder, såsom AirHelp og Flyforsinkelse.dk. Det er dog aldrig en fordel, hvis man vil sikre sig den største mulige erstatning:
- I langt de fleste tilfælde af flyforsinkelser- og aflysninger har man krav på erstatning, så derfor er det som udgangspunkt altid en god ide at søge om kompensation. Her er der størst økonomisk gevinst at hente ved at søge udenom de specialiserede virksomheder, da du således undgår, at de skal have en bid af kagen, udtaler han og fortsætter:
- Afviser flyselskaberne forespørgslen, kan man som alternativ selv klage til de relevante myndigheder som eksempelvis Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i Danmark. Lykkedes det heller ikke, kan man afslutningsvis overveje at søge hjælp hos de specialiserede virksomheder.
4. Tegn en god rejseforsikring
Derudover er det vigtigt at tegne en god rejseforsikring, da den i nogle tilfælde kan dække dig, hvis passagerrettighederne ikke er gældende.
- Det er altid en fordel at rejse med en rejseforsikring. Den kan nemlig dække i de tilfælde, hvor passagerrettighederne ikke gør. Det gælder eksempelvis, hvis flyforsinkelsen er uden for flyselskabets kontrol, lyder det fra Kim Krarup, som er underwriter hos forsikringsselskabet If, og fortsætter:
- Her bør man desuden være opmærksom på, hvilke forsikringer man har gennem sin bank. For eksempel udsteder Spar Nord forskellige typer MasterCard, hvor de fleste inkluderer en rejseforsikring, som har en god dækning både for dig og din familie, slutter han.
Kilde: Sp