FinansBureauet

Sådan forhøjer du værdien af dit hus

Skal du lave forbedringer eller reparationer på dit hus, så gå efter de valg som forøger værdien af dit hus.

Sådan forhøjer du værdien af dit hus
Beliggenheden er den allervigtigste faktor for markedsværdien af dit hus. Den kan der selvsagt ikke gøres noget ved. Men med hensyn til huset har du store muligheder for selv at påvirke markedsværdien. FinansBureauet har talt med nogle ejendomsmæglere, og fundet ud af hvilke ting som sælger boligen bedst.
 
Ikke at du nødvendigvis planlægger at sælge her og nu. Men er det hus kommet i reparationsalderen, og påtænker du under alle omstændigheder at lave forbedringer, eller renoveringer af dit hus, kan du ligeså godt skele lidt til, hvad der vil gøre dit hus mere salgbart, hvis du nu i en overskuelig fremtid skal sælge eller belåne huset.
 
Skal du eksempelvis have skiftet taget alligevel, kan du overveje at erstatte eternittaget med et mere populært produkt. Ikke at der for så vidt er noget i vejen med eternittaget, men det ”sælger” ganske enkelt bare ikke så godt som eksempelvis et tegltag. Tegltaget koster ganske vist lidt mere, men pengene kan blive hentet flerfold hjem igen, den dag huset skal sælges.
 
I andre tilfælde er der ikke engang en prisforskel mellem konkurrerende produkter. Men alligevel er der himmelvid forskel på, hvordan produkterne indvirker på markedsværdien af huset. Eksempelvis koster plastvinduer og trævinduer stort set det samme. Skal du have skiftet vinduerne i huset, kan det dog være en decideret dårlig idé at vælge plastvinduer.  Plastvinduer er ved at få et dårligt ry. Berettiget eller uberettiget, så er det noget du bør tage med i dine overvejelser, hvis du ikke vil skade markedsværdien af dit hus.
 
Ofte kan det også være en fordel at tage højde for visse til produktnavnes popularitet. To konkurrerende produkter kan være ens hvad angår pris og kvalitet. Alligevel kan det ene produkt have et bedre ry end et andet, og derfor være med til at gøre et hus mere salgbart. Det gælder eksempelvis med køkkenelementer. Visse køkkenfirmaer har et dårligt navn, som ejendomsmæglere ikke vil nævne i en salgsannonce. Har du derimod eksempelvis sat et nyt Uniform køkken op, så vil det ofte blive fremhævet med navns nævnelse i en salgsannonce.
 
Men selvom du hverken står for at skulle skifte tag, vinduer eller køkken, er der alligevel mange mindre ting du kan gøre for at forbedre markedsværdien. Riv det blomstrede tapet af væggene, og vandskur væggene. Smid det gamle nedslidte gulvtæppe ud, og afslib gulvene. Så fanger du ”trenden” der går i retning af allergivenlige og naturlige produkter.
 
Stil og mode ændrer sig over tid, og der er ingen garanti for, at de ting der gør et hus attraktivt i dag, også vil ramme huskøbernes smag om 10 år. Stilen fra halvfjerdsernes brune køkkener og badeværelser vil næppe vinde mange points i dag. Men visse ting synes ikke at ændre sig. En hvidpudset palæejendom er ligeså populær i dag som for 10 eller 20 år siden. Og huse af gasbeton med eternittag, har aldrig toppet hitlisten, og vil heller aldrig komme til det. Ved at ramme den ”tidløse” stil kan du bedst muligt sikre dig, at markedsværdien af dit hus er høj, når det engang skal sælges.
 
Gulve
 
Hvor det tidligere var populært med gulvtæpper, er det nu trægulve eller klinker som er det foretrukne. Med den øgede fokus på indeklima og allergi, vil denne tendens næppe ændre sig. Trægulve og klinker er også en forudsætning for den nye trend med etableringen af gulvvarme som hovedvarmekilde.
 
Blandt trægulve har den hotteste trend i gennem mange år været skibsplanker, og er det stadigt. Et skibsplankegulv har traditionelt været dyrere end almindeligt parketgulv, og som følge deraf eksklusivt. Priserne er i dag mere overkommelige, men eksklusiviteten hænger ved.
 
Et almindeligt parketgulv er også populært. Om det er en mørk eller lys træsort er ikke afgørende. Klinkegulv kan også anbefales, men kun hvis det er i forbindelse med gulvvarme. Gulvtæpper og laminat-plastikgulve skal man holde sig fra. Til badeværelsesgulve er granit det absolut foretrukne produkt.
 
Med hensyn til hvilke gulvmærker der sælger godt, er der lidt regionale forskelle. I Jylland vil man kunne finde på at fremhæve et Junckers gulv i en salgsannonce.  På Sjælland er det derimod et navn som Trip-Trap der sælger utroligt godt. 
 
Vinduer
 
Trævinduer er stadig populære, mens plastvinduer er et fyord. Det nyeste helst store hit blandt ejendomsmæglere, er imidlertid vinduer med aluminium udvendigt, og træ indvendig.
 
Efter mange års problemer med dårlig kvalitet af trævinduer, er det efterhånden blevet almindeligt at anvende træ med en høj andel af kernetræ. Derimod har plastvinduer tabt kampen om at blive fremtidens vinduesmateriale. Materialet kan gulne og sprække med årene. Og i salgsøjemed giver ejendomsmæglerne plastvinduer absolut bundkarakter.
 
Helt anderledes glade er ejendomsmæglerne for træ/aluminiums vinduer. Det er først og fremmest vinduernes vedligeholdelsesfrie egenskaber, der gør vinduet populært. Samtidig giver den indvendige træramme, fornemmelsen og atmosfæren af en "traditionelt" vindue. Samtidig er betydeligt mere indbrudssikre end almindelige vinduer.
 
Tag
 
Der er intet som et glaseret tegltag. Ikke alene er taget i de flestes øjne pænt, det er også vedligeholdelsesvenligt. Et rødt tegltag er også højt på hitlisten. Cement tagsten er en lidt billigere løsning end tegltag, og pengene kan godt være værd at spare. Udseendemæssigt minder det om tegl, og ejendomsmæglerne er generelt positivt stemte overfor produktet.
 
Derimod vender ejendomsmæglerne tommelfingrene ned for eternit og tagpap. Et built up tag får decideret bundkarakter.
 
Hvis tagkonstruktionen kun kan bære et let tag, er ejendomsmæglerne betydeligt gladere for et skifer- eller ståltag. Der findes mange ståltage på markedet, der minder til forveksling om tegltag.
 
Stråtag er lidt i en kategori for sig selv. Taget passer kun til bestemte huse, og generelt er ejendomsmæglere ikke specielt glade for stråtag.
 
Mure
 
Der er stadig intet som gode gamle mursten. De er tilsyneladende evigt populære. Især gul- og rødstenshuse er populære salgsobjekter hos ejendomsmæglerne. Men de pudsede og vandskurede facader er også på hitlisten. Hvide mursten er dog ikke populære. Ikke på grund af farven. Men fordi der synes at knytte sig specielle problemer til de hvide mursten.
 
Inspireret af svenskerne, er det i dag blevet meget populært at bygge træhuse. Prismæssigt er der ikke længere meget at spare ved et træhus, og gensalgsprisen for et velholdt træhus afviger ikke fra murstenshuse.
 
Anderledes med hensyn til gasbetonsten, som har et imageproblem der batter. Der er et fattigmandspræg over gasbetonhuse, og det afspejler sig i ejendomspriserne.  Har man et gasbetonhus kan det næsten kun gå for langsomt med at få det pudset op.
 
Hvad angår indvendige mure, er det vandskurede udseende er mere populært end nogen andet vægbeklædning. Det er den lyse, skandinaviske stil, der er populær i tiden.
 
Almindelig tapet eller maling er acceptabelt, men strukturmaling får en tommelfinger nedad fra ejendomsmæglerne. Stilen kan være meget speciel, og kan mindske den potentielle køberskare. Træbeklædte vægge er meget populært i sommerhuse, men frarådes i helårshuse.
 
 
Køkken og bad
 
 
Stil og smag med hensyn til køkken- og badindretning er noget af det der ændrer sig mest med  årene. Derfor kan det være svært at "fremtidssikre" sig med hensyn til valg af køkken og bad.
 
Er et salg nært forestående anbefaler alle ejendomsmæglere, at man lader være med at røre køkkenet eller bad, og i stedet reserverer de penge en renovering vil koste til køberen. På den måde undgår man at sætte et køkken eller bad op, som ikke lige falder i den potentielle købers smag, og på den måde skræmmer ham væk. Er tidshorisonten for salg længere, gælder det om at indrette køkkenet eller badet så tidløst, og enkelt som muligt. Specielle dyre løsninger kan kun sjældent vinde pengene hjem igen i en salgssituation.
 
Kirsebær og mahogni er nogle af de træsorter der anbefales af mæglerne. Børstet stål og krom er populært i øjeblikket, men risikerer ikke at kunne overleve tidernes skiftende trends.
 
Nogle køkkenfirmaer har et bedre navn end andre. Et Multiform og Uniform køkken nævnes af mange mæglere som et attraktivt køkken, der vil kunne blive fremhævet i en salgsannonce. Om pengene til det dyrere køkken kan hentes hjem igen, er forskelligt fra hus til hus. Er det et liebhaverhus forventes det næsten, at det er et prestige køkken der sættes op. Her vil man ikke reklamere med et Ikea køkken.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce