Sådan forbereder du dig på skybrud
Skybrud og stormfloder er langt fra ualmindeligt i det danske land, og de voldsomme vejrfænomener forårsager hvert år et utal af boligskader, der koster danskerne dyrt. Med forsikringer og forebyggende tiltag kan du dog undgå de værste reparationsregninger, og Spar Nord har derfor sammen med Privatsikring samlet de bedste råd.
2017 var det tiende vådeste år, som DMI har registreret siden 1874. Og skulle 2018 følge samme spor, er der ekstra god grund til at tænke i forsikringer og forebyggende tiltag for at undgå både dyre regninger og de værste vandskader på boligen. Sådan lyder rådet fra Spar Nord, der først og fremmest opfordrer husejere til at overveje de vigtigste forsikringer.
- Forsikringer kan ikke kun give dig erstatninger, hvis skaden skulle ske, men de kan også skabe ro i maven hos de boligejere, der er særligt udsatte i skybrudssæsonen. Er uheldet ude, kan det nemlig blive en rigtig dyr affære, forklarer forsikringsansvarlig i Spar Nord Stine Herred Sørensen og fortsætter:
- Derfor bør man dels overveje en husforsikring, som dækker udbedringen af bygningsskader, og dels en indboforsikring, som dækker den indbo, der går i stykker i forbindelse med et skybrud.
Men selvom du er forsikret, bør du alligevel gøre en indsats op til skybrud og stormfloder. Det er nemlig ikke alle skader, der bliver dækket, hvis boligen ikke er ordentligt forberedt på forhånd. Derfor har Spar Nord sammen med Privatsikring samlet sine bedste forebyggende råd til husejere, der gerne vil forberede sig på de kraftige regnskyl.
1. Gennemgå afløbsriste, tagrender og tagnedløb
Når det gælder vandskader, er tilstoppede afløbsriste, tagrender og tagnedløb blandt de største syndere. Derfor er det vigtigt, at du løbende fjerner blade og løvfald, der kan bremse vandet. På den måde undgår du, at vandet hober sig op bestemte steder og i sidste ende resulterer i en vandskade.
2. Dæk til med sandsække
Har du en kælder, kan du med fordel dække kældervinduer, indgange og andre risikosteder til med sandsække, når der varsles skybrud. De er nemlig effektive til at modstå store mængder vand, og begrænser således vandet, der trænger ind. Og er du alligevel nervøs for, at uheldet skulle ske, kan du med fordel hæve dit indbo over gulvet op til en skybrudsvarsling.
3. Tjek, at døre og vinduer lukker tæt
Selvom det kan virke som en selvfølge, er det en god idé at tjekke, at samtlige døre og vinduer er lukkede, og at de ikke mindst lukker tæt. Vandskader, der skyldes et åbent vindue, er nemlig som udgangspunkt ikke dækket af forsikringen.
Skulle vandet alligevel trænge ind og påføre skader på din bolig, råder Spar Nord og Privatsikring dig til, at du dokumenterer skaderne med et kamera, mens genstande først smides ud, efter forsikringsselskabet har været på besøg.