Så lang tid tager det at sælge et hus i din kommune
I juli måned tog det i gennemsnit mellem 55 og 311 dage at sælge en villa eller et rækkehus i de danske kommuner. Se her, hvor lang tid et hussalg i øjeblikket tager i netop din kommune.
Overvejer du at sætte dit hus til salg? I så fald kan det være nyttig information at vide, hvor længe du sådan cirka skal regne med der går, inden huset er solgt.
Der er nemlig stor forskel på den gennemsnitlige salgstid alt efter, hvor i landet huset befinder sig.
Overordnet kan det siges, at det i juli måned tog et sted mellem 55 og 311 dage at sælge et hus i Danmark. Det viser Boligsidens nye tal for den gennemsnitlige salgstid i juli måned.
Vejen til et hussalg er generelt blevet kortere
Hvis vi ser på den kommune, hvor det i gennemsnit tager kortest tid at sælge en villa eller et rækkehus, skal vi kigge mod Vallensbæk Kommune. Det er nemlig her, vi finder den gennemsnitligt laveste salgstid på de 55 dage.
Men kommuner som Ishøj, Ballerup, Allerød og Egedal følger stærkt trop med gennemsnitlige salgstider på mellem 67 og 79 dage – altså omkring to måneder.
”Det bemærkelsesværdige er, at i de to kommuner med kortest salgstid, nemlig Vallensbæk og Ishøj, er den gennemsnitlige salgstid faktisk faldet en del siden juli sidste år. Dengang tog det begge steder over 100 dage at sælge et hus i de to kommuner. Men det er - og har længe været - attraktivt at købe hus i omegnskommunerne til København, hvilket afspejler sig i statistikken,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”Det er samtidig et udtryk for den generelle tendens. For salgstiderne for villaer og rækkehuse er overordnet set faldet igennem det sidste år. Da vi lavede en lignende opgørelse for juli-tallene sidste år, tog det i gennemsnit mellem 62 og 388 dage at sælge et hus i Danmark. Men den stigende efterspørgsel på huse kombineret med det generelt lave udbud bidrager til at bringe salgstiderne ned,” tilføjer Birgit Daetz.
Nogle steder trækker salget ud
Kigger vi omvendt mod den anden ende af skalaen, hvor det i øjeblikket tager længst tid at sælge et hus, så skal vi til kommuner som Langeland, Vejen og Struer, hvor det i gennemsnit tager mellem 311 og 278 dage at sælge et hus.
Og det er faktisk væsentligt længere tid end på samme tidspunkt sidste år. For eksempel er den gennemsnitlige salgstid i Langeland Kommune øget med 135 dage fra 176 dage i juli sidste år og til de nuværende 311 dage i juli i år.
”Når vi ser på listen over kommuner med de længste salgstider, er der generelt tale om kommuner i landets yderområder. Her varierer salgstiderne ofte, hvilket skyldes, at der ikke er den samme konstante efterspørgsel på huse som i kommunerne omkring de store byer. En anden forklaring kan også være et stigende salg af flexboliger, som ofte har været udbudt længere tid på markedet og dermed trækker den samlede salgstid op,” siger Birgit Daetz og slutter:
”Det kunne meget vel være tilfældet i Langelands Kommune, som i øjeblikket har den længste gennemsnitlige salgstid på 311 dage. Når det er sagt, er det positivt at salgstiden her trods alt ligger et godt stykke under de 388 dage, som var den længste salgstid i juli sidste år.”
Se den gennemsnitlige salgstid for en villa eller et rækkehus i alle kommuner på Boligsiden.