FinansBureauet

Renten på F1-lån fordobles til januar

Danske boligejere skal fra 1. januar betale det dobbelte i rente på deres F1-lån. Det er resultatet af Totalkredits refinansiering af danske lån for 40,3 milliarder kroner. Til gengæld kan boligejere med F3-lån se frem til den laveste rente nogensinde. Det skriver Spar Nord

Renten på F1-lån fordobles til januar

Totalkredit har sammen med Nykredit afsluttet refinansieringen af danske lån for 40,3 milliarder
kroner, og dermed er det nu afgjort, hvad tusindvis af danske boligejere fremadrettet skal betale på
de populære rentetilpasningslån.
Fra 1. januar 2015 er den såkaldte kontantlånsrente (rente inklusiv kursskæring) som følger:
- Totalkredit F1-lån: 0,51 procent (en stigning fra 0,25 procent siden januar 2014).
- Totalkredit F3-lån: 0,40 procent (et fald fra 1,52 procent siden januar 2012).
- Totalkredit F5-lån: 0,59 procent (et fald fra 3,33 procent siden januar 2010).

Fordoblingen af kontantlånsrenten på F1-lån hænger ikke mindst sammen med, at Totalkredit i
lighed med de øvrige danske realkreditinstitutter har forhøjet den såkaldte kursskæring, der er en
omkostning ved refinansieringen. Dermed stiger den kontantlånsrente, som boligejere med F1-lån
skal betale.
- Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv er der gode grunde til at reducere omfanget af F1-lån,
og derfor har realkreditinstitutterne hævet omkostningerne på F1-lån for at svække efterspørgslen.
Så vi kan lige så godt vænne os til, at F1-lånets storhedstid som alle tiders prisbasker er forbi, siger
chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm.
- Fordoblingen af renten på F1-lån betyder også, at renten på F1-lån i dag er højere end renten på
F3-lån, og dermed får du som boligejer ikke længere nogen præmie for at leve med
renteusikkerheden hvert år. Så der er ikke meget, der taler for F1-lånet længere, fortsætter han.
Martin Lundholm understreger dog samtidig, at den økonomiske effekt af rentefordoblingen er til at
overskue, idet den månedlige ydelse på et afdragsfrit F1-lån på en million kroner alene stiger med
262 kroner efter skat til januar.

I forbindelse med den aktuelle refinansiering af rentetilpasningslån er omfanget af F1-lån skrumpet
med omkring en tredjedel.
- Boligejerne flygter på det nærmeste væk fra F1-lånet, og det gælder både i forhold til nye og
eksisterende lån, konstaterer fra Martin Lundholm.

Modsat boligejere med F1-lån kan boligejere, der har fået refinansieret deres F3-lån, se frem til en
betydeligt lavere rente fra 1. januar. Her falder kontantlånsrenten nemlig til næsten en fjerdedel fra
1,52 procent til 0,40 procent.
Samme udvikling gør sig gældende for de boligejere, der har fået refinansieret deres F5-lån. Her
falder kontantlånsrenten til næsten en sjettedel fra 3,33 procent til 0,59 procent.
Ifølge Martin Lundholm betyder det, at den månedlige ydelse på et afdragsfrit F3- og F5-lån på en
million kroner falder henholdsvis 551 kroner og 1.506 kroner efter skat. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce