FinansBureauet

Rekordbilligt at køre bil: 46 øre per kilometer

Udgifterne til benzin og diesel ligger på det laveste niveau i tre år, og samtidig kører vores biler stadig længere på literen. Det betyder tilsammen, at det i dag er rekordbilligt at transportere sig i bil. Det viser ny analyse fra Spar Nord og Bilbasen

Rekordbilligt at køre bil: 46 øre per kilometer

De seneste år er det blevet markant billigere for danskerne at transportere sig i egen bil. Kører du i
en dieselbil, er omkostningerne til brændstof i dag nede på rekordlave 46 øre per kilometer, og det
samme gælder for benzinbilister, der i dag betaler 57 øre per kilometer.
Det viser en ny analyse fra Spar Nord og BilBasen baseret på et gennemsnit af de mest solgte nye
biler i Danmark.
Udviklingen skyldes først og fremmest, at danskerne i dag køber langt mere brændstoføkonomiske
biler. Ifølge Danmarks Statistik kører en gennemsnitlig ny personbil i dag 21,9 kilometer på en liter
brændstof. Det tal dækker over benzinbiler, der i gennemsnit kører 21,5 kilometer per liter
brændstof, mens dieselbilerne er oppe på 24,9 kilometer.
Samtidig er prisen på brændstof faldet tilbage til det laveste niveau i cirka tre år. Ifølge
brancheforeningen Energi- og olieforum har prisen på en liter blyfri 95 de seneste uger ligget lige
over 12 kroner, men mange steder presser lokal konkurrence prisen endnu længere ned.
Minibilerne dominerer
De små personbiler udgør en stadig større del af den danske bilpark, og de seneste år har
minibilerne stort set overtaget markedet for salg af nye personbiler i Danmark. I dag udgør
minibilerne 85 procent af private danskeres køb af nye biler.
Udvalget af minibiler til under 100.000 kroner i udsalgspris er vokset i takt med efterspørgslen, og
danskerne kan i dag vælge mellem hele 15 fabriksnye minibiler til priser fra under 100.000 kroner.
- Danskernes store appetit på økonomiske minibiler er kraftigt medvirkende til at presse
omkostningerne ved transport i egen bil i bund, og det gælder ikke mindst omkostninger brændstof,
siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm.
Hos BilBasen henviser markedsanalytiker Jan Lang til, at udviklingen har betydet, at den nye,
danske bilpark nu er blandt de mest brændstoføkonomiske i Europa.
- Mens en gennemsnitlig ny bil i Danmark kører næsten 22 kilometer per liter brændstof, hedder
det tilsvarende tal for Tyskland, Sverige og Frankrig henholdsvis 19,6, 20,6 og 18,8 kilometer. Til
gengæld er vores nye biler betydeligt mindre end dem i vores nabolande, forklarer Jan Lang.
Usikker prisfremtid
De lave brændstofpriser er ikke nødvendigvis kommet for at blive. Men ifølge Martin Lundholm er
der sket en fundamental ændring i udbud og efterspørgsel på verdensmarkedet for oliehandel, idet
USA i dag er tæt på at være selvforsynende med olie og dermed ikke længere efterspørger samme
mængder olie på verdensmarkedet. Og sammen med en svag økonomisk udvikling og
olieefterspørgsel i Europa er det med til at presse prisen ned.
- Det er altid vanskeligt at forudsige prisudviklingen, men vi kommer i hvert fald ikke til at se den
europæiske vækst drive prisen på olie i vejret lige foreløbig, lyder det afsluttende fra Martin
Lundholm.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce