Range Rover Evoque vinder prestigefyldt tysk pris
Range Rover Evoque er blevet hædret som Best Imported Compact SUV ved det store, tyske magasin Auto Motor und Sports prisuddeling.
Mere end 100.000 læsere af Auto Motor und Sport har givet deres mening til kende om, hvilke biler de mener, er de bedste på markedet. Og her var der hæder til den helt nye Range Rover Evoque.
Den vandt i kategorien Best Imported Compact SUV. Begrundelsen for titlen er blandt andet, at den leverer en kombination af Range Rover luksus, moderne design og innovative teknologiske løsninger.
Felix Bräutigam – COO hos Jaguar Land Rover - der modtog prisen, sagde blandt andet.
”The Best Cars Readers Choice Award er blandt de vigtigste priser for bilindustrien, hvilket gør os endnu mere begejstrede over, at Auto Motor und Sports læsere har valgt Range Rover Evoque”
Best Cars Readers Choice Award er en af de største og mest omfattende prisuddelinger i bilverdenen. Auto Motor und Sports læsere er suppleret med stemmer fra 11 andre landes magasiner.
Det er ikke en uvant titel som Range Rover Evoque netop har modtaget. Jaguar og Land Rover har været succesfulde ved prisuddelingerne. Således blev den første Evoque udnævnt til Best Imported Compact SUV og Off Road bil i 2015, 2016 og 2017.
Herhjemme er Evoque også et hit. Det er den bedst sælgende model fra Jaguar Land Rover i Danmark, og fra 2018 til 2019 steg salget fra 40 til 183 styks. Dermed stod Range Rover Evoque næsten for 30 procent af det samlede Jaguar og Land Rover salg. Og faktisk for mere end halvdelen af al Land Rover salg.
Ikke alene er Range Rover Evoque populær som ny. Den er også utrolig populær som brugt bil.
I en Autobild undersøgelsen fra sidste år fik Evoque titlen som Wertmeister – altså værdimesteren. Baggrunden for titlen er, at Range Rover Evoque har en restværdi på 66 procent efter fire år. Det sættes i relief af, at andre luksusbiler taber betydeligt mere over tid - eksempelvis Audi A6 og Porsche Panamera, der begge taber over 50 procent værdi på fire år.
Hos Bilbasen, der har over 60.000 brugte biler til salg i deres portal, bekræfter markedsanalytiker Jan Lang, at brugte kompakt SUV er i høj kurs som brugte – også i Danmark.
”Billedet i Danmark er det samme som vi ser i Tyskland. Biler i kompakt SUV segmentet har en afskrivning på omkring 40 procent over fire år. Det gælder overraskende nok også for premium mærkerne – og hermed altså også Range Rover Evoque. Det interessante er, at efterspørgslen er høj – og dermed priserne ikke synes at falde, selv om der netop er introduceret en helt ny Range Rover Evoque”, siger Jan Lang, der har gennemgået 200 brugte Range Rover Evoque på Bilbasen fra 2015-2017.