FinansBureauet

Range Rover Evoque og Discovery Sport nu som Plug-in Hybrid

De nye Range Rover Evoque og Land Rover Discovery Sport premium compact SUV-modeller fås nu som elbiler med plug-in hybrid-teknologi (PHEV), og de byder på den performance, det raffinement og de egenskaber, som kunderne forventer, ligesom de garanterer en rækkevidde på op til 60-66* og 55-62** kilometer ved ren eldrift og en CO2-udledning så lav som 32-38 g/km* og 36-44 g/km**.

De to nye Range Rover Evoque og Land Rover Discovery Sport plug-in hybrid-udgaver med emblemet P300e bygger på Land Rovers avancerede Premium Transverse-arkitektur, som er udviklet for at understøtte elektrificeringen samtidig med, at Land Rovers velkendte egenskaber ved terrænkørsel bibeholdes. De nye plug-in hybrid-modeller P300e supplerer de eksisterende mild Hybrid SUV-modeller og løfter premium compact SUV-klassen til et helt nyt niveau af effektivitet.

Nick Rogers, Jaguar Land Rover Executive Director of Product Engineering, sagde: “Den modulopbyggede, skalérbare og fleksible arkitektur, som kendetegner Ingenium-modelfamilien, er designet, udviklet og produceret internt, hvilket giver os mulighed for at være én af de første på markedet til at præsentere et trecylindret plug-in hybrid-system, som sikrer vores kunder endnu flere valgmuligheder. Kombinationen af elektrificering, downsizing og letvægtsmaterialer sikrer imponerende brændstofværdier, elektrisk rækkevidde og bykørsel uden udledning. Uanset om man kører længere køreture, i terræn eller kører i byen, tilbyder vores nyeste plug in-hybrid-udgaver de samme fantastiske egenskaber og den samme tryghed med fuldt elektrisk kørsel og effektivitet i verdensklasse, som kendetegner Land Rover.”

De nye modeller tilbyder bæredygtig performance, idet de kombinerer en 1,5-liters, 3-cylindret Ingenium-benzinmotor med 200 hk (147 kW) med en elmotor med 109 hk (80 kW) ved bagakslen, der drives af et litium-ion-batteri på 15 kWh placeret under bagsæderne. Præstationer og egenskaber er kompromisløse med en acceleration fra 0-100 km/t på kun 6,4 sekunder i Range Rover Evoque. Discovery Sport klarer paradedisciplinen 0-100 km/t på 6,6 sek. Begge udgaver kan nå en maksimal hastighed på op til 135 km/t på ren eldrift.

Effektiviteten er bemærkelsesværdig: Range Rover Evoque P300e udleder fra kun 32 - 38g/km CO2 (WLTP) og har en fuldt elektrisk rækkevidde uden udledning på op til 60 - 66 kilometer med en brændstoføkonomi på 58,8 – 71,4 km/l.

Discovery Sport P300e kan køre op til 55-62 kilometer på ren eldrift og har en brændstoføkonomi på 50–62,5 km/l. Takket være sin elektrificerede teknologi har Discovery Sport P300e en uovertruffent lav CO2-udledning på kun 36-44 g/km.

Range Rover Evoque P300e

  • Maksimal(t) effekt/moment: 309 hk (227kW) / 540 Nm[1]
  • Kombineret WLTP-brændstoføkonomi: 58,8-71,4 km/l
  • Kombineret WLTP CO2-udledning: 32-38g/km
  • Rækkevidde kun med eldrift aktiveret: 60-66 kilometer
  • Hurtig opladning: 0-80 procent på kun 30 minutter***

Discovery Sport P300e

  • Maksimal(t) effekt/moment: 309 hk (227kW) / 540 Nm[1]
  • Kombineret WLTP-brændstoføkonomi: 50,0 – 62,5 km/l
  • Kombineret WLTP CO2-udledning: 36 - 44g/km
  • Rækkevidde kun med eldrift aktiveret: 55 - 62 km
  • Hurtig opladning: 0-80 procent på kun 30 minutter***

Kørselstilstande, som føreren kan vælge

I begge modeller kan føreren vælge mellem tre kørselstilstande efter eget ønske, alt efter om vedkommende kører i byen eller på motorvejen:

  1. HYBRID-tilstand (standardindstillingen for kørsel) – kombinerer automatisk effekt fra elmotoren og benzinmotoren. Driftsstrategien tilpasser sig efter kørselsforholdene og den resterende batteritid. Når man indtaster en destination i navigationssystemet kan Predictive Energy Optimisation-funktionen (PEO) på intelligent vis integrere rute- og GPS-data for at maksimere effektiviteten og komforten for den valgte køretur.
  2. EV-tilstanden (elbil) – sætter bilen i stand til kun at køre på elmotoren, idet den anvender den lagrede energi i batteriet for lydsvag kørsel med nul udledning.
  3. SAVE-tilstand – prioriterer forbrændingsmotoren som primær effektkilde og opretholder batteriets opladningstilstand på det valgte niveau.

PHEV-teknologi

De nye kompakte SUV-modeller produceres med Land Rovers Premium Transverse-arkitektur, som blev udviklet med henblik på at integrere plug-in- og mild-hybrid-teknologier. Hardwaren er intelligent placeret under gulvet i kabinen uden at påvirke kabinepladsen.

Elmotoren ved bagakslen (ERAD) drives af et kompakt litium-ion-batteri på 15 kWh placeret under bagsæderne. Batteriet er opbygget med 84 prismatiske celler placeret i syv moduler på 50 Ah med hver især 12 celler og en 6 mm tyk underbakke i stål, som beskytter batteriet uden at gå på kompromis med de terrængående egenskaber, der kendetegner bilen.

Den avancerede elmotor ved bagakslen (ERAD) omfatter en let, kompakt og effektiv permanent magnetisk synkronmotor. For at optimere bagagepladsen er drivakslerne koncentriske med motoren og single-speed transmissionen, mens inverteren også er integreret i ERAD-huset. ERAD-modulet er elegant integreret i Integral Link-baghjulsophænget.

Ved hastigheder over 135 km/t frakobles elmotoren for at reducere modstanden og dermed optimere effektiviteten, hvorefter den ubesværet genindkobles, når hastigheden igen falder til under denne værdi.

Den kompakte højspændingssamledåse (HVJB) under forsæderne er endnu et eksempel på teknologisk innovation. Jævnstrøm omfatter følgende: Jævnstrømsomformeren (ændrer højspænding fra hybridbatteriet til lavspænding med henblik på forsyning af 12 V-netværket) og opladeren i bilen på 7 kW anvendes til opladning af hybridbatteriet, når bilen er tilsluttet en oplader.

Ved siden af denne enhed forefindes inverteren med startgenerator integreret i en remsystem (BiSG), som ved hjælp af intelligent, elektrisk styring er i stand til at sende rekuperationsenergi til højvoltsbatteriet med henblik på lagring til senere brug eller umiddelbar overførsel for at understøtte firehjulstrækkets egenskaber.

Et nyt drive-by-wire-system erstatter den traditionelle vakuumbremsekraftforstærker, og dette system kombinerer ubesværet regenerativ opbremsning og friktionsbremsning for at sikre en konsistent og præcis pedalfølelse. Systemet kan levere op til 0,2 g deceleration under regenerativ opbremsning, hvilket maksimerer energieffektiviteten, idet bilens kinetiske energi anvendes til at genoplade batteriet under påløb.

PHEV-systemet er intelligent integreret i hele strukturen, hvilket forbedrer dynamikken, sænker tyngdepunktet med seks procent og optimerer vægtfordelingen forrest/bagest yderligere.

Opladning

De nye PHEV-modeller leveres med et opladningskabel til hjemmebrug (mode 2-opladningskabel), hvilket giver kunderne mulighed for at oplade deres bil helt i en stikdåse på 6 timer og 42 minutter, hvilket er perfekt for opladning over natten. Mode-3 opladningskablet giver kunderne mulighed for hurtigere opladning, idet bilen her tilsluttes en vægmonteret boks på 7 kW ved bopælen: dette muliggør opladning fra 0-80 procent på kun 1 time og 24 minutter. De hurtigste opladningstider opnås med det hastigt voksende netværk af offentlige ladestationer med jævnstrøm: ved 32 kW jævnstrøm varer opladning fra 0-80 procent kun 30 minutter.***

Klappen til ladeporten sidder på bagskærmen - på modsatte side af bilens brændstofklap.

Kunderne kan forblive opkoblet til Evoque og Discovery Sport PHEV via Land Rovers intelligente InControl Remote smartphone-applikation. Uanset om kunden er hjemme eller på farten, giver appen vedkommende mulighed for at overvåge bilens ladestatus, klargøre bilen til den forestående køretur eller endog indstille en opladningstimer for at kunne drage fordel af lave energipriser i perioder med lav belastning af energinettet.

Ejerne kan forindstille batteri- og kabinetemperaturen automatisk, inden køreturen starter: ved at bruge strømforsyningen til dette formål, når bilen er tilsluttet en oplader frem for at tære på batteriets energi, når man starter køreturen, maksimeres rækkevidden og komforten for personerne i bilen optimeres.

1,5-liters, trecylindret motor

En højteknologisk, 1,5-liters, trecylindret benzinmotor er i centrum i de nye PHEV-modeller: det nyeste medlem af den modulopbyggede, fleksible Ingenium-motorfamilie, som nu tæller tre-, fire- og sekscylindrede varianter.

Letvægtsmotoren i aluminium - 37 kg lettere end den firecylindrede motor - leverer en høj effekt og raffinement på et høj niveau med imponerende brændstoføkonomi.

Denne motor med lille slagvolumen opnår exceptionelt lave friktionsniveauer, hvilket bidrager til dens fremragende effektivitet. Udstødningsmanifolden er integreret i topstykket i aluminium, hvilket bidrager til hurtige opvarmningstider og minimerer afstanden fra afgangsrørene til turboladerens turbinehjul for optimeret respons.

Den trecylindrede konstruktion sikrer et bedre flow af udstødningsgasser, hvilket betyder, at turbinehjulet leverer turbotryk næsten øjeblikkeligt. En meget effektiv vandkølet ladeluftkøler sikrer, at tætheden af den luft, der trækkes ind i forbrændingskamrene, forbliver høj, hvilket yderligere forbedrer præstationerne og effektiviteten over hele motorens driftsområde.

De trecylindrede modeller er - ligesom de firecylindrede mild hybrid-modeller - også udstyret med en startgeneratorenhed, der er integreret i et remsystem (BISG). Denne enhed arbejder sammen med ERAD om at levere regenerativ opbremsning, oplade batteriet under påløb, ligesom den muliggør blødere, mere lydsvag og hurtigere stop-start-betjening end en konventionel startermotor.

Ny 8-trins automatisk gearkasse

En ny 8-trins automatisk gearkasse med bløde gearskift er udvalgt til at matche den trecylindrede motors kraft og drejningsmoment, og den arbejder ubesværet sammen med ERAD. Den nye 8-trins automatiske gearkasse er 5 kg lettere end 9-trins transmissionen, leverer optimeret raffinement og skiftefølelse og er en integreret del af hybridsystemet.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce