Raffineret råstyrke
550 stærke hestekræfter i verdens smukkeste indpakning. Det er kernen i den nye Range Rover Velar SV Autobiography Dynamic Edition
Velar blev kåret til World Car Design of the Year ved World Car Awards i 2018, og den er den anden model i Range Rover-familien, der får det eftertragtede emblem, efter lanceringen af Range Rover SVAutobiography Dynamic i 2017.
Den nye Range Rover Velar er designet som Velar-seriens højdepunkt. Den er udviklet af Land Rover Special Vehicle Operations og drives af en 550 hk 5,0-liters V8-motor med kompressor, der er udstyret med en række unikke designmæssige forbedringer. For at gøre denne markante model endnu mere eksklusiv, vil den kun kunne købes i ét år.
Med en V8-motor med kompresser accelererer den kraftigste Velar fra 0-100 km/t på 4,5 sekunder, og den har en topfart på 274 km/t, samtidig med at den forkæler kunderne med Range Rovers traditionelle raffinement og komfort.
Opgraderede bremser og affjedringskomponenter samt særlige justeringer af alt fra drivlinjen til sikkerhedssystemerne betyder, at SVAutobiography Dynamic Edition kombinerer en performancebils personlighed med en luksuriøs mellemstor SUV's evne til at komme frem overalt.
Special Vehicle Operations
Michael van der Sande, Managing Director, Land Rover Special Vehicle Operations, siger om den nye Velar:
"Udviklingen af Range Rover Velar SVAutobiography Dynamic Edition er den type opgave, som Special Vehicle Operations er skabt til. Udfordringen her var at øge ydelsen uden at gå på kompromis med den ro og alsidighed og det raffinement, som er en integreret del af Range Rover Velar. Det har vi gjort, og samtidig har vi skabt en SUV, der på perfekt vis kombinerer praktisk anvendelighed overalt, dynamisk performance og afslappende komfort – den er i sandhed en SUV til enhver lejlighed."
Udvendigt har den prisvindende mellemstore SUV en ny frontkofanger med større luftindtag, der forsyner V8-motoren med kompressor med luft og køler det opgraderede bremsesystem. En ny kølergrill og lavere karrosserisider kombineres med en ændret bagkofanger med integreret firedobbelt afgangsrør.
Selv Range Rover-inskriptionen på kølerhjelmen og bagklappen er forbedret med riflet finish på metaldelen af de todelte bogstaver, hvilket gør eksteriøret friskt og sofistikeret. SVAutobiography Dynamic Edition er også den eneste Velar, der fås i Satin Byron Blue – en metallak fra Special Vehicle Operations Premium Palette-serie – og alle modeller har som standard kontrasttag i Narvik Black.
Markante støbte aluminiumsfælge røber mere om den ekstra ydelse. Det lette 21" design vejer det samme som 20" fælgene på standardmodellen, og kunderne kan som ekstraudstyr også bestille 22" fælge med en unik Silver Sparkle-finish og Diamond Turned-kanter, der gør den endnu mere personlig.
De større fælge understreger SVAutobiography Dynamic Editions fokus på performance og er med til at generere mere vejgreb, samtidig med at de giver plads til større bremser. Bremseskiverne med en diameter på 395 mm foran og 396 mm bagpå har en todelt konstruktion, der optimerer vægten. Det innovative design leder også varme mere effektivt, så de bedre er i stand til at håndtere de større bremsekræfter, der genereres under high performance-kørsel.
Den ekstra bremsekraft understreges af røde bremsekalibre (fire stempler foran, flydende bagpå) med Land Rover-inskription. Kalibrene fås også i Gloss Black, der giver et mere diskret udseende.
Luksus i kabinen
Det selvsikre eksteriør matches af en forøget følelse af luksus i kabinen med en nøje udvalgt kombination af interiørlister og indtræk. Det perforerede og quiltede Windsor-læder med dobbeltsyninger er unikt for SVAutobiography Dynamic Edition og tilføjer en ekstra følelse af luksus i kabinen. Kunderne kan vælge mellem fire farvekombinationer (Ebony, Cirrus, Vintage Tan og Pimento), og SVAutobiography Dynamic Edition har 20-vejs justerbare forsæder med varme/køling samt hukommelse og massagefunktioner som standard.
De særlige detaljer i kabinen går igen i det unikke sportsrat, der har en særlig udformet kant og taktile gearskiftepaler i aluminium. Længere nede er drejegearvælgeren og de runde kontrolgreb til det perfekt integrerede Touch Pro Duo-infotainmentsystem alle udstyret med en raffineret riflet finish. En kulfiberpakke (ekstraudstyr) giver kabinen et mere moderne præg med markant Steel Weave, mens sportspedaler og belyste indstigningslister i metal med Range Rover-inskription fuldender looket.
De individuelle SV-elementer fortsætter i det 12,3" Interactive Driver Display med unikke "digitalt riflede" instrumenter, der giver den digitale oplevelse i den mellemstore SUV et præg af dygtigt håndværk, samt en skræddersyet SVAutobiography Dynamic-startskærm. De digitale detaljer fortsætter med elektronikken, der understreger den nye Velar-flagskibsmodels kørekarakteristik.
Kalibreringen af firehjulstrækket, det aktive låsbare differentiale på bagakslen, den 8-trins gearkasse, styretøjet og luftaffjedringen er blevet optimeret og er unik for SVAutobiography Dynamic Edition, hvor den giver en mere fokuseret køreoplevelse. Ingeniørerne hos Land Rover Special Vehicle Operations brugte 63.900 timer på at fintune den unikke kalibrering, så kørsel, køreegenskaber og respons blev optimeret.
Den nye Velar SVAutobiography Dynamic Edition fås i seks eksteriørfarver: Firenze Red, Santorini Black, Corris Grey, Fuji White, Indus Silver og på specialbestilling Satin Byron Blue.