FinansBureauet

Projektsalget i Danmark falder - stiger i København

Salget af projektlejligheder faldt fra 2018 til 2019 med 12 procent, men overraskende nok er det Aarhus og ikke København, der trækker salget ned.

Der blev solgt færre projektlejligheder i 2019, end der gjorde i 2018. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden. Faldet er på 12 procent.

Ofte har den overordnede tendens i projektsalget været lig med udviklingen i hovedstaden. Sådan er det ikke denne gang. For udviklingen i salget af projektlejligheder i Københavns Kommune afslører en lille stigning. I stedet er det landets næststørste by, der står for dramatikken i faldet.

”Salget af projektlejligheder i Aarhus er faldet med 46 procent fra 2018 til 2019. Efter nogle vilde år i 2016 og 2017 har projektsalget i Aarhus fundet tilbage til niveauet fra for fem år siden. Nu er de fleste projekter på havnen og på den gamle Ceres-grund solgt, og så skal der være nye steder at bygge, hvis salget skal opretholdes. Og det er ikke sket,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Aktuelt er der blot 23 projektlejligheder til salg i Aarhus Kommune. Det svarer til fire procent af det samlede udbud af ejerlejligheder. Til sammenligning er den andel 26 procent i København.

Samme tendens som i København
Det markante fald i salget i Aarhus kommer et år efter, at nøjagtig det samme skete i København. Her blev salget af projektlejligheder halveret fra 2017 til 2018.

”Der er flere grunde til, at projektsalget også i København er på et noget lavere niveau end for bare to-tre år siden. Priserne i hovedstaden er steget så meget de seneste år, at mange købere ganske enkelt ikke kan være med mere. Også fordi de nye lånevilkår, der blev indført i 2018, skærpede kravene til køberne og gjorde det sværere for dem at få adgang til at låne til en dyr bolig,” siger Birgit Daetz.

Salget af projektlejligheder er til gengæld steget med 49 procent i Aalborg. 2019 har dermed været det klart bedste projektsalgsår i Nordjyllands hovedstad i de seneste fem år.

København, Aarhus og Aalborg er de eneste kommuner, hvor der var mere end 100 salg af projektlejligheder i 2019.

Top 10: Største kommuner målt på salg af projektlejligheder i 2019:

Kommune

2018

2019

Ændring (i %)

København

488

503

3 %

Aarhus

347

187

-46 %

Aalborg

118

176

49 %

Køge

13

72

454 %

Vejle

53

50

-6 %

Glostrup

36

45

25 %

Roskilde

83

41

-51 %

Esbjerg

28

41

46 %

Rødovre

58

30

-48 %

Odense

45

29

-36 %

(Tabellen viser de 10 kommuner, hvor der var flest salg af projektlejligheder i 2019. Den procentuelle udvikling i salget i alle andre kommuner end København, Aarhus og Aalborg skal tages med et gran salt, idet projektsalget her udgøres af meget få handler. Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce