FinansBureauet

Prisnedsættelserne flader ud

Boligejerne skærer mindre af udbudspriserne end tidligere, viser beregninger fra FinansBureauet.

Prisnedsættelserne flader ud

Det kan være svært at se lyset på boligmarkedet for tiden, her hvor vintermørket har bidt sig fast. Men hvis man kigger godt efter, kan man faktisk ane spæde forårstegn på vej på det trængte boligmarked. For nylig viste en undersøgelse fra Epinion således, at hele 150.000 forbrugere overvejer at købe bolig i indeværende år, hvilket er næsten det dobbelte af normen. Og i sidste måned kunne man i Fyens Stiftstidende læse, at lektor ved Syddansk Universitet i Odense, Morten Skak forudsiger at boligpriserne i Danmark vil begynde at stige til sommer.

Og nye beregninger fra FinansBureauet indikerer, at boligmarkedet kan være på vej mod en stabilisering. Beregninger, som er foretaget på baggrund af data fra boligsiden.dk, viser at de procentuelle prisnedsættelser på udbudte boliger er fladet ud på et niveau, der ligger et pænt stykke under niveauet fra 2009. At de gennemsnitlige prisreduktioner generelt flader ud, kan være en indikation på, at den nedadgående pristilpasning på boligmarkedet er ved at nærme sig slutfasen.

I startfasen af et negativt boligmarked vil man ofte opleve kraftige reduktioner i udbudspriserne. Det oplevede man eksempelvis tilbage i starten af 2009, hvor boligmarkedet var i gang med en markant korrektion. Men i det nuværende marked ser man generelt mindre procentuelle prisnedsættelser end dengang, ikke mindst hvad angår lejligheder og andelsboliger. Det kan tolkes som en indikation på, at priserne efterhånden generelt er reguleret ned på et niveau, hvor de i sig selv ikke længere udgør en barriere for boligsalget.

Tabel: Procentvis nedsættelse i forhold til oprindelig udbudspris for boliger med prisnedslag.

Måned Andelsbolig Ejerlejlighed Fritidsbolig Rækkehus Villa Villa lejlighed
jan-09 20 12 12 11 11 13
jan-10 15 11 12 9 11 11
jan-11 15 8 11 7 10 8
jan-12 14 9 12 8 11 9

Kilde: FinansBureauet på baggrund af data fra boligsiden.dk

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce