Prisnedsættelse: Så mange boliger er sat ned i pris
En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at andelen af boliger til salg, som er sat ned i pris, ligger tæt på samme niveau som tidligere år.
36,3 procent af de villaer og rækkehuse, som var til salg i slutningen af juli måned i år, havde fået sat udbudsprisen ned enten en eller flere gange.
Det fremgår af en ny opgørelse fra Boligsiden over andelen af boliger med prisnedsættelser.
Andelen af huse med prisnedsættelser er dermed reduceret med 1,3 procentpoint sammenlignet med juli måned sidste år.
Af de ejerlejligheder, som var til salg i slutningen af juli måned, var der 31,6 procent af dem, som havde fået sat udbudsprisen ned, hvilket er 0,3 procent til forskel sammenlignet med juli måned sidste år.
For de sommerhuse, som var til salg ultimo juli, var der 31,7 procent, som var sat ned i pris, som er på niveau med samme tidspunkt sidste år.
Bedre forudsætninger for prissætning af boliger
Ifølge Birgit Daetz, , boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, vidner det nuværende niveau for andelen af boliger med prisnedsættelser om, at boligmarkedet i dag er på et stadie, som minder om den normal, vi kender fra tidligere år.
”Når vi sammenligner andelen af boliger med prisnedsættelser for slutningen af juli måned i år med samme periode tidligere år, er der ikke tale om stor forskel. Vi kan se, at andelen var en smule lavere i de glohede coronaår, men når vi sammenligner med juli for både sidste år, 2022 og 2019, så er der ikke tale om store afvigelser,” lyder det fra Birgit Daetz.
Hun fortsætter:
”Og ser vi isoleret på månederne i løbet af 2024, så har der heller ikke været de store afvigelser udover de typiske sæsonudsving. Det giver os et pejlemærke om, at boligmarkedet i dag har nogle mere normale forudsætninger, når det kommer til at prissætte en bolig.”
”Naturligvis kan der være behov for at justere prisen, hvis man gerne vil have mere aktivitet for den bolig, man har til salg. Men vi ved også, at andelen af prisnedsættelser typisk stiger meget, når der er økonomisk tumult, fordi boligmarkedet er under forandring, og forudsætningerne for at prissætte en bolig dermed ændres, som det eksempelvis var tilfældet i andet halvår af 2022, hvor der generelt set var mere uro i samfundsøkonomien.”
Årlig ændring i andel af boliger til salg med prisnedsættelser:
Boligtype |
jul-23 |
jul-24 |
Årlig ændring (procentpoint) |
Villaer og rækkehuse |
37,6% |
36,3% |
-1,3% |
Ejerlejligheder |
31,3% |
31,6% |
0,3% |
Sommerhuse |
31,6% |
31,7% |
0,1% |
Tabellen viser andelen af boliger, som var til salg ultimo juli 2024, der havde fået sat udbudsprisen ned en eller flere gange. Dertil fremgår ændringen i procentpoint, når dette sammenholdes med tilsvarende data fra juli 2023 (årlig ændring). Kilde: Boligsiden