Priserne for ejerlejligheder overgår nu sidste års niveau
Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder er steget i løbet af den seneste måned. Med den seneste måneds stigning betyder det, at lejlighedspriserne i oktober overgår niveauet fra samme måned sidste år med 2,9 procent. Samtidig er huspriserne stagneret i løbet af den seneste måned, mens sommerhuspriserne er steget i perioden.
Siden februar i år har den månedlige udvikling i lejlighedspriserne primært bevæget sig i én retning: Op.
Den udvikling gælder også for den seneste måned, hvor den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder steg med 0,8 procent fra september til oktober. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Med den seneste måneds stigning landede den gennemsnitlige salgspris for lejligheder i Danmark på 34.362 kroner per kvadratmeter i oktober måned. Dermed overgår lejlighedspriserne fra oktober i år niveauet for samme måned sidste år med 2,9 procent.
”For første gang i år ser vi, at salgsprisen for ejerlejligheder overgår niveauet for samme måned sidste år. Det betyder med andre ord, at de kraftige prisfald, vi oplevede tilbage i særligt efteråret sidste år og vinteren i år, er mere end indhentet. Faktisk skal vi tilbage til august 2022 for at se et højere niveau for lejlighedspriserne end det nuværende,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Sammenlignet med februar i år, hvor lejlighedspriserne nåede sit foreløbige lavpunkt, er priserne steget med otte procent frem til oktober måned. For en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter svarer det til, at salgspriserne er steget med mere end 200.000 kroner i perioden på landsplan.
Så meget er lejlighedspriserne steget i København
Ser vi på udviklingen i lejlighedspriserne i Københavns Kommune, hvor markedet for ejerlejligheder er absolut størst, lyder den seneste måneds stigning på 0,5 procent.
Således endte den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i København på 51.760 kroner per kvadratmeter i oktober måned.
Tager vi udgangspunkt i samme eksempel som i ovenstående, betyder det, at en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter i Københavns Kommune er steget med over 400.000 kroner fra februar til oktober i år. Det svarer til en stigning på 11 procent i perioden.
”Grundlæggende har vi i den seneste tid set en større bevægelse på markedet for ejerlejligheder, og det gælder især i København. Det hænger blandt andet sammen med de kommende ændringer i boligskatten, som for langt hovedparten af det københavnske lejlighedsmarked betyder, at boligskatterne stiger fra januar 2024 for nye lejlighedskøbere,” siger Birgit Daetz.
”Men køber og overtager man en bolig inden årsskiftet, som står til at få højere boligskatter til næste år, vil man kunne få en skatterabat. Dermed undgår man at skulle betale højere boligskatter frem til den dag, man fraflytter boligen, og det kan især være en fordel for dem, som planlægger at blive boende i mange år. Af den grund er flere måske også villige til at betale lidt ekstra for eksempelvis en stor lejlighed nu, så de månedlige udgifter knyttet til boligen bliver på et lavere niveau fremover, hvilket kan være med til at forklare de seneste mange måneders prisstigninger på markedet.”
Huspriserne stagnerede i oktober
For boligtypen villaer og rækkehuse endte den seneste salgspris på 16.752 kroner per kvadratmeter i oktober. Det betyder, at huspriserne er uændret sammenlignet med september, og at et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter nu handles for over 2,5 millioner kroner.
Samtidig ligger landsgennemsnittet for huspriserne fra oktober i år to procent under niveauet for samme tidspunkt sidste år.
”Det er ikke usædvanligt, at boligprisernes udviklingen går i dvale denne tid på året, simpelthen fordi boligmarkedet typisk kører i et lavere gear i efterårs- og vintermånederne, end det gør i foråret og om sommeren,” siger Birgit Daetz og fortsætter:
”At gennemsnittet for huspriserne i højere grad end lejlighedspriserne følger de typiske tendenser for sæsonen, hænger blandt andet sammen med, at markedet for huse er mere spredt rundt om i landet, mens lejlighedsmarkedet primært klumper sig sammen i landets større byer, herunder København – områder, hvor boligskatterne i udgangspunktet står til at stige mærkbart fra næste år.”
”Derfor vil de forestående ændringer i boligskatten alt andet lige også påvirke den del af markedet mest, og det er ikke usandsynligt, at det også vil være kendetegnet for boligmarkedets udvikling den kommende tid.”
For sommerhusene endte den gennemsnitlige salgspris på 22.439 kroner per kvadratmeter i oktober. Dermed er sommerhuspriserne steget med 0,8 procent fra september til oktober.
Salgsprisen for sommerhusene for oktober i år ligger 1,5 procent under niveauet for samme måned sidste år.
Se den seneste udvikling i boligpriserne her:
Boligtype |
Salgspris okt. 2023 (kr. pr. kvm.) |
Månedlig ændring |
Årlig ændring |
Villaer/rækkehuse |
16.752 |
0,0 % |
-2,0 % |
Ejerlejligheder |
34.362 |
0,8 % |
2,9 % |
Sommerhuse |
22.439 |
0,8 % |
-1,5 % |
Kilde: Boligsidens Markedsindeks