FinansBureauet

Prisen på ejerlejlighederne steg i 3. kvt. 14

Ejerlejlighederne stiger igen i pris

Prisen på ejerlejlighederne steg i 3. kvt. 14

Priserne på ejerlejligheder tog endnu et lille skridt opad kurven med en stigning på 0,3 pct. i 3. kvartal, mens huspriserne og sommerhusene tog et skridt nedad med et fald på 1,1 pct., det viser dagens boligmarkedsstatistik fra Realkreditrådet. Ser vi over en lidt længere periode, så er der de seneste 12 måneder målt fremgang på ejerlejlighederne med 4,6 pct., enfamiliehusene med 1,4 pct. mens fritidshusene tog et fald på 2,0 pct. Der er stadig tale om store regionale forskelle, hvor især Hovedstaden trækker fra med en stigning i ejerlejligheder og huse fra 3. kvt. 13 til 3. kvt. 14 på henholdsvis 5,8 pct. og 5,7 pct., mens region Nordjylland og Syddanmark oplevede tilbagegang på både ejerlejligheder og huse.

Prisstigningerne over året udspringer fra den øget efterspørgsel på boliger, der har været det seneste år. I 3. kvt. 14 blev der nemlig solgt 12982 boliger på landsplan, hvilket er en stigning på 13,5 pct. sammenlignet med 3. kvt. 13. Selv om der forsat er langt op til årene lige før finanskrisen. kan vi med dagens tal konstatere, at der er sket en opblødning af den tilbageholdenhed, der har været igennem flere år blandt de potentielle boligkøbere.  

Dagens tal vidner om, at den fremgang vi har oplevet på boligmarkedet i 2014, stadig bæres af et skrøbeligt fundament, hvor vi godt kan opleve kvartaler med tilbagegang. Vi vurderer dog, at fundamentet stadig holder stand, og der vil ske yderligere fremgang i de kommende kvartaler. Det skyldes, at arbejdsmarkedet hen over året har oplevet en bedring gennem øget beskæftigelse og faldende ledighed, danskerne oplever reallønsfremgang pga. den lave inflation og samtidig er renterne faldet, så de finansielle omkostninger ved at købe en gennemsnitsbolig på landsplan i dag ligger lavere end i 3. kvt. 13. Således koster en gennemsnitslejlighed på 80 m2 i dag ca. 1.630.000 på landsplan mod 1.560.000 kr. for et år siden, mens omkostninger til at finansiere denne bolig i samme periode er faldet fra en månedlig ydelse på ca. 8.150 kr. før skat til ca. 7.250 kr.      

Fremgangen på boligmarkedet i 2014 er en vigtig brik i puslespillet, der skal få dansk økonomi op i omdrejninger. Der er nemlig en tydelig sammenhæng i mellem udviklingen på boligmarkedet og vores tro på fremtiden, og dermed også vores forbrug. Boligmarkedet skal derfor forsætte sin positive udviklingen, hvis bidraget fra det private forbrug til økonomien for alvor skal stige.  

Venlig hilsen
Mette Bjarnholt

Seniorøkonom, Presse- og Økonomisk sekretariat
BRFkredit a/s
 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce