FinansBureauet

Pensionsopsparing - drop den og bliv rig

Spar op, og bliv til grin for egne penge. Den effektive beskatning af pensionsudbetalinger kan nå helt op 172,9 procent.

freeimageslive - Pensionsopsparing - drop den og bliv rig freeimageslive
Det burde ikke kunne lade sig gøre at betale mere end 100 % i skat. Men det kan det rent faktisk, hvis man er pensionist i Danmark. Det viser beregninger fra Forsikring & Pension. Modregningen i indkomstafhængige offentlige ydelser gør indbetaling på en pensionsordning til en dårlig handel for lav- og mellemindkomstgrupper, når de nærmer sig pensionsalderen.

Når de indbetaler penge på deres pensionsopsparing de sidste år inden tilbagetrækning, kan den reale, effektive beskatning af pensionsafkastet blive 172,9 pct. Det viser nye beregninger fra Forsikring & Pension. Blandt økonomer er der også enighed om, at beskatningen af pension er gået for vidt:

- Beskatningen af pension har betydning for tilskyndelsen til at spare op, og helt grundlæggende er modregning skidt for opsparingslysten. Til gengæld er den med til at give en mere sikker nettopension. Men der er god grund til at diskutere, om man ikke allerede har overskredet smertegrænsen, når man sammenligner beskatningen af pension med andre opsparingsformer, siger Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere økonomisk overvismand.
Torben M. Andersens synspunkt bakkes op Jakob Hald, der er direktør i tænketanken Kraka og tidligere har været afdelingschef i Finansministeriet:

- Den reelle beskatning af afkast på opsparing i den sidste del af arbejdslivet er særdeles hård, når der tages hensyn til aftrapningen af offentlige ydelser. Det styrker selv sagt ikke opbakningen til systemet, siger han.

- Ved de seneste overenskomstforhandlinger på industriens område i foråret 2012 blev det muligt at gå ned i tid i årene før tilbagetrækning og så til gengæld få konverteret pensionsindbetalinger til løn. Den model er der sikkert flere, der vil vælge, alene pga. den relativt høje skat på pensionsindbetalinger sidst i arbejdslivet, siger Jakob Hald.

Når danskerne indbetaler og dermed binder en del af deres løn i en obligatorisk pensionsordning i 20, 30 eller 40 år, skal der også være en gulerod. Men de senere års skattereformer har rokket ved denne balance, og belønningen for pensionsopsparing er i stedet blevet et skattemæssigt svirp med krabasken. Mens beskatningen af afkastet af fri opsparing er blevet mindre, og VK-regeringens skattestop siden 2001 reelt har halveret skatten på egen bolig, er beskatningen af pension røget i vejret.

Og ifølge Torben M. Andersen skyder vi som samfund os selv i foden, når vi på den ene side opfordrer folk til at blive længst muligt på arbejdsmarkedet, men straffer dem skattemæssigt, når de så gør det: Det er paradoksalt, at vi som samfund ønsker, at folk bliver længst muligt på arbejdsmarkedet, men incitamenterne følger ikke intentionen til dørs i og med, at lavere marginalskatter ikke kommer pensionisterne til gode i samme omfang som andre. Skattemæssigt bør pension langt hen ad vejen sammenlignes med lønindkomst, siger Torben M. Andersen.

Jakob Hald mener, at der er behov for at få gennemanalyseret den måde, hvorpå fri opsparing, aktieinvestering, bolig og pensionsopsparing bliver beskattet og ramt af modregning. Knopskydningen i skattelovgivningen har gjort det uoverskueligt for den enkelte og bærer præg af ad hoc-løsninger: Der er et stort behov for at få hele området gennemanalyseret og få lavet et samlet beslutningsgrundlag, som også inddrager de statsfinansielle og fordelingspolitiske følger af at lave om i systemerne. Her må boligbeskatningen også komme i spil. Det har været forsømt de seneste årtier, selv om der jo i disse år sker en historisk og ret massiv omlægning i retning af obligatorisk pensionsopsparing, siger han. - Stadig flere vil jo blive omfattet af den høje skat i takt med, at pensionssystemet udbygges, og flere modregnes i deres folkepension. Men det er ikke trivielt, at løse problemet. Den høje sammensatte skat på pensionsopsparing sidst i livet afspejler jo, at man ønsker at målrette folkepension til ældre med lave indkomster. Det har sine fordele, bl.a. fordi det reducerer udgifterne og dermed det generelle skattetryk – men prisen er høje sammensatte skatter på pensionsopsparing sidst i arbejdslivet, siger Jakob Hald.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce