FinansBureauet

Pas på skjult boligskat

Pas på skjult boligskat
Q: Hvordan kan det være, at ejendomsskatterne stiger, når vi stadig har skattestop
 
A: Kært barn har mange navne. Og lige sådan er det med ejendomsskat, der også kaldes grundskyld eller grundskat. En skat der ofte er lidt overset, og som mange tror, er omfattet af skattestoppet på samme måde som ejendomsværdiskatten. Men det er den imidlertid ikke. Og den måde som den årligt reguleres på bevirker faktisk, at rigtig mange boliger er behæftet med en latent skattebyrde, som skal betales i de kommende mange år frem.
 
Grundskyld er en slags skat på ”jord”. Udgangspunktet for grundskylden er grundens vurdering, som den fremgår af den seneste offentlige ejendomsvurdering. Grundskylden opkræves hvert år som en promille af den offentlige ejendomsvurdering. Grundskyldspromillen varierer, alt efter hvilken kommune ejendommen er placeret i.
 
Det lyder måske ikke af meget når man taler om promiller. Men det kan hurtigt løbe op i 5 cifrede beløb. Især i betragtning af hvor meget de offentlige vurderinger af grundværdierne er steget i de seneste år. I nogle kommuner har der været eksempler på fordoblinger af grundvurderingerne.
 
Og det kommer til at koste i kroner og ører. For som tidligere nævnt er grundskylden ikke omfattet af skattestoppet på samme måde som ejendomsværdiskatten. Det eneste som skattestoppet regulerer er, hvor meget grundskylden kan stige det enkelte år. Og da denne procentsats i en årrække har ligget markant under, hvor meget grundværdierne reelt er steget, ligger der en latent skattestigning og venter i mange boliger.
 
Boligkøbere, og især sårbare førstegangskøbere, bør derfor være særligt opmærksomme på, hvor meget grundværdien er steget de forgangne år, før man investerer i boligen. For selv med et skattestop i ryggen og et fastforrentet lån, kan man altså ikke vide sig sikker for øgede boligudgifter i årene fremover.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce