Pas på skat på gavekort
Nogle gavekort fra arbejdsgiveren er skattefrie, mens andre er skattepligtige. Det fremgår af en ny afgørelse fra Skatterådet
Skulle arbejdsgiveren være i julehumør og have lyst til at forære en medarbejder en gave, er gaven skattefri såfremt værdien holder sig under 700 kr. Heri er der intet nyt.
Derimod er det en nyhed, at skattefriheden ikke gælder, hvis gaven gives i form af et gavekort til en såkaldt gavekortsportal. Det er konsekvensen af en nylig afgørelse fra Skatterådet.
En afgørelse der forekommer både bemærkelsesværdig og uforståelig, idet Landsskatteretten tidligere har fastslået, at skattefriheden også gælder i tilfælde, hvor medarbejderen får tildelt et gavekort af arbejdsgiveren, som giver ret til at vælge imellem 25 forskellige gaver, når blot gaven ikke kan ombyttes eller refunderes. En afgørelse der efterfølgende adskillige gange er blevet fulgt op af tilsvarende afgørelser i skatterådet.
I den nye afgørelse begrunder Skatterådet afslaget på skattefrihed med, at ved gavekort til de såkaldte gaveportaler, hvor der kan vælges mellem et stort antal oplevelser, er det eneste der begrænser medarbejdernes valgmuligheder portalens sortiment. Derfor mener Skatterådet, at gavekortet kan sammenlignes med kontanter og derfor er skattepligtigt.
Så skal man undgå en regning fra skattevæsenet skal man altså sikre sig, at ens arbejdsgiver har sat sig ind i reglerne om hvilke typer gavekort der er skattepligtige, og hvilke der ikke er.