FinansBureauet

Øget salgstid: Her tager det længere tid at sælge en bolig

I løbet af det seneste år er salgstiderne blevet længere flere steder i landet. Tendensen gælder for samtlige boligtyper, når man kigger på landsgennemsnittet, viser tal fra Boligsiden.

Der er flere ting, der indikerer, at boligmarkedet bevæger sig ind i en ny fase oven på nogle hæsblæsende år under coronapandemien.

Særligt, hvis man sammenligner med samme tidspunkt sidste år, hvor der var fuld damp på bolighandlen, og der blev købt og solgt mange boliger på rekordtid og til rekordhøje priser.

Nu er udviklingen efter alt at dømme dog begyndt at vende flere steder i landet, og det kommer blandt andet til udtryk i form af længere salgstider på både ejerlejligheder, huse og fritidsboliger.

Det viser de seneste tal fra Boligsiden

”Vi kan på flere parametre se, at boligmarkedet stilner mere af oven på en heftig aktivitet i løbet af de seneste år. En ting er på lavere salgspriser, en anden er længere salgstider. Det er et resultat af den aktuelle situation med inflation, rentestigninger og høje energi- og elpriser, som gør køberne mere afventende og mindre købsparate, og det sætter sig i boligmarkedet,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden. 

På denne boligtype er salgstiden øget mest

Der, hvor landsgennemsnittet for salgstider er steget mest, er på ejerlejligheder. Således er den gennemsnitlige salgstid forlænget med 56 procent fra juli 2021 til juli 2022. 

Og det sted i landet, hvor salgstiden på ejerlejligheder er steget mest i perioden, er i Tårnby Kommune. Her er den gennemsnitlige salgstid steget med 241 procent. Dermed er den gennemsnitlige salgstid gået fra at være på 22 dage i juli 2021 til nu at være på 75 dage samme måned året efter. 

Omvendt er salgstiden også faldet i andre kommuner. Blandt andet i Køge Kommune, hvor salgstiden er faldet mest, er den gennemsnitlige salgstid forkortet med 30 procent og er dermed gået fra i gennemsnit at ligge på 98 dage i juli 2021 til nu at være på 69 dage i juli 2022.  

”Det er ikke overraskende, at landsgennemsnittet for salgstider er steget mest på ejerlejligheder. Det var især for denne boligtype, at det gik stærkt i de store byer under corona. Nu, hvor der er mere ro på markedet, er det naturligt, at det især viser sig her,” siger Birgit Daetz og tilføjer.

”Der kan være forskellige årsager til, at salgstiden er blevet kortere andre steder i landet. Det kan typisk forklares med, hvordan udbuddet og efterspørgslen på specifikke boligtyper i den pågældende kommune er.”

Lavest stigning på huse 

I den modsatte ende er den gennemsnitlige salgstid på villaer og/eller rækkehuse. Her er salgstiden kun steget med beskedne tre procent og er dermed gået fra 103 dage til 106 dage i perioden fra juli 2021 til juli 2022. 

Set man bort fra landsgennemsnittet, så er salgstiden på huse dog steget med mere end de tre procent i 54 af landets kommuner i perioden, mens den er faldet andre steder i landet. 

Eksempelvis har man i Furesø Kommune oplevet en gennemsnitlig stigning i salgstiden for huse på 115 procent fra juli 2021 til juli 2022. Dernæst følger Herlev Kommune med en stigning på 97 procent i perioden og herefter Roskilde Kommune på 93 procent.

I den omvendte ende af skalaen har Svendborg Kommune oplevet det største fald i salgstider på hele 47 procent fra juli 2021 til juli 2022. 

”Efterspørgslen på huse er generelt set større, end den er for de øvrige boligtyper, når vi ser bredt rundt i landet. Derfor kan der stadig være stor rift om at få drømmehuset i den enkelte kommune, hvilket gør, at salgstiden for hele landet ’kun’ er steget med de tre procent i gennemsnit. Omvendt ser vi også en tendens, hvor der i hovedparten af kommunerne er sket en stigning i salgstiderne, hvilket igen kan være udtryk for, at der sker en aftagende aktivitet på boligmarkedet,” siger Birgit Daetz. 

Til salg i hundredvis af dage

Når det kommer til fritidsboliger, er landsgennemsnittet for salgstider steget med 18 procent i perioden. Der, hvor salgstiden er steget mest, er i Thisted Kommune, hvor der er tale om hele 203 procent i stigning. Her er salgstiden gået fra i gennemsnit at være på 78 dage i juli 2021, mens den i juli 2022 er oppe på 236 dage.

I Vesthimmerlands Kommune er salgstiden til gengæld mere end halveret, og man har således oplevet et fald på 56 procent i perioden. I juli 2021 havde man en gennemsnitlig salgstid på 165 dage, hvor den i juli 2022 er reduceret til 73 dage.

Se samtlige tal for salgstider her på Boligsiden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce